1. Find ud af hvad der motiverer dig
Efter studietiden kan du måske savne faste rutiner eller noget, som motiverer dig. Find ud af, hvad som giver dig energi i løbet af ugen. Det kan være, du skal lave en fast løbeaftale med en ven eller mødes med andre jobsøgende et par gange om ugen. Eller måske kan du skrive en freelanceartikel for at holde dig i gang og få relevant erfaring på CV’et.
2. Netværk dig til gode ideer
Som nyuddannet har du ikke nødvendigvis et stort netværk endnu. Men det er stadig vigtigt at række ud til andre! Opsøg personer, som kan gøre dig klogere på faget eller hjælpe dig videre i karrieren, for eksempel nogen du kender fra praktiktiden eller via DJ’s mentorordning. Det giver dig måske ikke dit første job, men du kan få nye perspektiver, ideer eller gode råd, som bringer dig tættere på.
3. Lav et skarpt CV
Et målrettet CV er i virkeligheden ofte vigtigere end din ansøgning i kampen for at blive kaldt til samtale. Så brug tid på CV’et. Sørg for, at det præsenterer dig allerbedst i forhold til det konkrete job, du søger. Du kan læse mere i guiden det skarpe CV.
4. Brug afslag konstruktivt (uden at spamme folk)
Måske har du været til en jobsamtale, hvor jobbet gik til en anden kandidat. Det er nedtur, men der kan være meget læring i at bedre arbejdsgiveren om feedback. Du kan for eksempel spørge: ”Hvad kan jeg gøre nu for, at du slet ikke ville være i tvivl om, at det er mig, du er nødt til at få med på holdet næste gang?” Eller du kan mere direkte bede om nogle gode råd til, hvordan du styrker dine chancer fremover.
5. Vær proaktiv. Stil spørgsmål, inden du søger – også når det er uopfordret
Langt fra alle jobs starter med et jobopslag. Så kig dig om efter medier, virksomheder eller organisationer, du synes er interessante. Ræk ud til den relevante redaktør eller chef og spørg: ”Hvad skal den næste person, I ansætter, være knivskarp til fra dag et” eller: ”Hvad er dit bedste råd til at skille sig ud fra bunken, næste gang I ansætter?” På den måde gør du dig både mere synlig, og du øger chancen for at målrette din ansøgning mere præcist.
