Passende og forholdsmæssigt vederlag

Freelancere og selvstændige har krav på et passende og forholdsmæssigt vederlag, når de overdrager retten til at udnytte deres værker. Det fremgår af ophavsretslovens § 55. Bestemmelsen er ny og gælder alle ophavere - uanset værkstype og branche.

Hvad betyder passende og forholdsmæssigt?

Et vederlag skal stå i rimeligt forhold til den økonomiske værdi af de rettigheder, der overdrages – både den faktiske og den potentielle værdi.

Ifølge Kulturministeriet er et eksempel på passende vederlag, når betalingen svarer til en markedsnorm fastlagt i en aftale mellem styrkemæssigt lige parter, fx i en overenskomst.

Forholdsmæssigt betyder, at betalingen skal afspejle værkets indtjening og brug. Det indebærer bl.a.:

  • Engangsvederlag (“buy-out”) er som udgangspunkt ikke lovligt.
  • Betaling skal følge brugen af værket.
  • Hvis værket bruges meget eller skaber løbende indtægter, skal vederlaget stige – fx via royalties eller videreudnyttelsesbetaling.
  • Hvis der findes en Copydan-ordning på området, er det i strid med loven at afskære ophaveren fra rettigheder hertil.

Konsekvenser ved ulovlig betaling

Det er begge parters ansvar at sikre, at betalingen overholder loven. Hvis en aftale strider mod reglerne, kan en domstol:

  • erklære aftalen ugyldig, eller
  • forhøje betalingen til ophaveren.

Retten til indsigt

Du har ikke kun krav på passende vederlag – du har også krav på indsigt i, hvor meget dit værk bliver brugt. Det følger af ophavsretslovens § 55 a.

Det betyder, at du (eller DJ på dine vegne) kan kræve opdaterede, relevante og fyldestgørende oplysninger fra både din kunde og din kundes kunder. Oplysningerne skal dække:

  • udnyttelsesmåder
  • udnyttelsesomfang
  • alle indtægter fra værket

Du har ret til disse oplysninger mindst én gang om året, så længe værket udnyttes.

Lovgrundlaget

Ophavsretslovens § 55:
Når ophaveren har overdraget ophavsretten helt eller delvis, har ophaveren ret til et passende og forholdsmæssigt vederlag for udnyttelse af værket.

Rådgivning

Hvis du har brug for hjælp til at forhandle eller udarbejde en aftale om ophavsret, kan du altid kontakte DJ.

På denne side