Handling og tidsfrister

Ved fravær i forbindelse med graviditet og fødsel er det vigtigt, at både mor og far overholder varslingsfrister over for arbejdsgiveren.

Varslingsfrister over for arbejdsgiveren

Barselsloven opdeler forældreorloven i tre perioder:

  1. Orlov før fødsel
  2. Orlov i de første 10 uger efter fødslen
  3. Orlov efter de første 10 uger efter fødslen

Før fødslen

Mor:

  • Senest tre måneder før forventet fødsel skal du give besked til arbejdsgiver om:
    • Graviditet
    • Terminsdato
    • Planlagt start af orlov inden fødsel
  • Du har som udgangspunkt ret til fravær fire uger før terminsdatoen, men ansættelseskontrakt eller overenskomst kan give bedre vilkår.
  • Du afholder normalt 10 ugers forældreorlov efter fødslen, hvoraf de første 2 uger er obligatoriske.
  • Hvis du ønsker at overdrage de resterende 8 uger (eller dele heraf) til partneren, skal arbejdsgiver underrettes senest 4 uger før terminsdatoen. Det gælder også, hvis du vil fremrykke dele af orloven bestemt til perioden efter de første 10 uger.

Far/medmor:

  • Senest 4 uger før forventet fødsel skal arbejdsgiver informeres, hvis du ønsker at afholde fædreorlov.
  • Fædreorloven varer 2 uger og kan placeres inden for de første 10 uger efter fødslen.
  • Ønskes de to uger opdelt i separate perioder, skal dette aftales med arbejdsgiver.
  • Hvis du vil afholde mere end 2 uger inden for barnets første 10 uger, skal arbejdsgiver informeres inden 4 uger før fødslen. Det gælder også, hvis ugerne er overdraget fra barnets mor.

Efter fødslen

  • Mor, far eller medmor skal senest 6 uger efter fødslen informere arbejdsgiver om:
    • Starttidspunkt for forældreorloven
    • Længde af orlovsperioden
  • Hvis orloven afholdes i flere perioder, skal arbejdsgiver have besked om start og længde af hver periode.
  • Far eller medmor, der overtager morens orlov efter de første 10 uger, skal underrette arbejdsgiver senest 6 uger efter fødslen.

Adoptanter

Adoptanter bør i videst muligt omfang følge de samme frister som beskrevet ovenfor.

Udskydelse af orlov

Hvis du ønsker at udskyde orloven, skal arbejdsgiver underrettes senest otte uger efter fødslen. Forældre har ret til at udskyde fem ugers orlov til afholdelse inden barnet fylder ni år. Udskydes mere end 5 uger, kræver det aftale med arbejdsgiver.

Ved barnets indlæggelse på sygehus

Hvis dit barn indlægges på sygehus inden for de første 46 uger efter fødsel eller modtagelse i hjemmet, skal arbejdsgiver straks underrettes. Arbejdsgiver skal også have besked ved barnets udskrivelse.

Hvis barnet udskrives, inden du har oplyst om genoptagelse af arbejdet, forlænges varslingsfristerne tilsvarende. Hvis udskrivningen sker efter, du har varslet genoptagelse, kan du varsle på ny inden 2 uger fra udskrivelsen.

Ændring af afgivet varsel

Du kan altid ændre dit varsel, hvis nyt varsel afgives inden fristens udløb. Kan fristen ikke overholdes, bør du kontakte arbejdsgiver hurtigst muligt. Omstændigheder som sygdom kan berettige ændring af varslet, mens manglende institutionsplads ikke giver ret til ændring.

Anmodning om dagpenge hos Udbetaling Danmark

Hvis du ikke får fuld løn under barsel, skal du selv ansøge om barselsdagpenge. Ansøgningsfristen er 8 uger efter barnets fødsel eller første fraværsdag i den udskudte periode. Ansøgning efter fristen medfører bortfald af dagpenge for perioden før ansøgningen, med mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

På denne side