OBS: Der er kommet nye regler for barselsdagpenge. Vi er i gang med at opdatere informationen. Indtil da kan du læse de gældende regler på borger.dk under fanen ”Kan jeg få barselsdagpenge”.
Som lønmodtagerfreelancer kan du ifølge din kontrakt eller overenskomst have ret til løn eller vederlag under hele eller dele af din barsel. Din arbejdsgiver indbetaler et bidrag til en barselsfond, som helt eller delvist dækker udgifterne til din løn under barsel. Ordningen kaldes barselsudligningsordningen og gælder for alle lønmodtagere – både fastansatte og tidsbegrænset ansatte.
Hvis du er freelancer med tilknytning til en arbejdsgiver op til din graviditetsorlov, kan du forsøge at aftale, at du under orloven får løn svarende til det beløb, som arbejdsgiveren får refusion for gennem barselsudligningsordningen.
Sådan søger du barselsdagpenge
- Hvis du er i gang med en opgave, når du går på barsel, skal din arbejdsgiver starte din barselssag hos Udbetaling Danmark via virk.dk/nemrefusion.
- Hvis arbejdsgiver ikke anmelder din barsel, eller du ikke har en aktiv opgave på første dag af din orlov, skal du selv søge om barselsdagpenge.
Som lønmodtagerfreelancer kan du ikke søge digitalt via virk.dk/nemrefusion. Du skal i stedet kontakte Udbetaling Danmark, som sender dig en ansøgningsblanket. Her skal du oplyse din arbejdstid og vedlægge dokumentation for indkomst de seneste 13 uger før barsel. Du kan kontakte Udbetaling Danmark via digital post på borger.dk eller telefon 7012 8064.
Hvis du mangler opgaver
Mangler du arbejde frem mod din barsel, er det vigtigt, at du melder dig ledig. Ellers risikerer du ikke at opfylde beskæftigelseskravet til barselsdagpenge. I det tilfælde er det din a-kasse, der starter barselssagen, når du skal på orlov.
Som lønmodtager skal du have været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt de sidste 13 uger før barsel og have arbejdet mindst 120 timer i perioden. Det svarer til gennemsnitligt ca. 9 timer og 15 minutter pr. uge. Kontakt DJ, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør melde dig ledig helt eller delvist.
Dokumentation af arbejdstid
For at sikre dig retten til barselsdagpenge er det en god idé at have en kontrakt, der dokumenterer arbejde i de 13 uger op til din barsel.
Hvis du arbejder for flere arbejdsgivere, er det også i orden, så længe der ikke er perioder, hvor du slet ikke er ansat. Har du ikke en kontrakt, bør du kunne dokumentere arbejdstiden med fx lønsedler eller arbejdsplan.