Presseetik og ansvar

Presseetik og ansvar

DJ støtter og respekterer de vejledende regler for god presseskik. Ansvar for at følge reglerne ligger altid hos den enkelte journalist eller mediearbejder.

Medieansvarsloven, ophavsretsloven og de presseetiske regler forudsætter, at du kan sige fra, hvis en opgave strider mod din egen etik eller samvittighed. I sådanne situationer bør du kontakte DJ for rådgivning.

Pressefrihed

Pressefriheden er sikret i Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den kan dog komme i konflikt med andre regler, fx privatlivets fred, injurier eller racistiske ytringer. Retten har fastslået, at pressefriheden normalt vejer tungest, hvis en sag er af betydning for den demokratiske debat.

En forudsætning for pressefriheden er kildebeskyttelse. Som journalist har du ret til at nægte at oplyse navnene på anonyme kilder, og det er et etisk krav, at kilder behandles fortroligt. I den digitale tidsalder er det dog vigtigt at være opmærksom på, at telefoni og korrespondance efterlader flere spor end tidligere.

Betingelser for pressekort

For at få et pressekort gennem DJ skal du være medlem af forbundet. Som nyt medlem kan du først få kortet efter tre måneders medlemskab. Du kan dog søge dispensation ved at sende en begrundet ansøgning til Hans Jørgen Dybro. Ansøgningen kan fx være baseret på praktik, fast ansættelse eller anden redaktionel tilknytning. Det er DJ’s forretningsudvalg, der træffer afgørelse.

Pressekortet tilhører DJ. Hvis du melder dig ud eller slettes på grund af restance, skal kortet straks afleveres. Misbrug kan føre til inddragelse.

Pressekort i udlandet

Pressekortet udstedes af DJ og IFJ (International Federation of Journalists) og er det eneste i Danmark, der også gælder internationalt. Skal du på arbejde i udlandet, bør du undersøge, om du desuden skal bruge et journalistvisum

Presseetik i praksis

God presseskik

God presseskik er ikke skrevet ind i loven, men udgør en såkaldt retlig standard. Det betyder, at Pressenævnet vurderer, hvad der er sædvanlig og god handlemåde i en konkret sag, ud fra de vejledende regler.

Pressenævnet

Pressenævnet blev oprettet i 1964 og har siden 1991 været en del af medieansvarsloven. Det er en uafhængig klageinstans, hvor personer kan klage, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet af medierne. DJ har to medlemmer i nævnet.

Pressenævnets funktion er at fastholde et højt presseetisk niveau, udtale kritik af medier og pålægge medier at bringe genmæle. Nævnet kan ikke idømme straf, erstatning eller godtgørelse, men kritikken fungerer ofte som en effektiv form for oprejsning.

At klage til Pressenævnet har flere fordele: Behandlingen er hurtigere end i domstolssystemet, afgørelsen sker tæt på offentliggørelsen af den omstridte sag, og det er gratis.

De presseetiske regler er aftalt mellem Danske Medier og DJ og blev senest opdateret i 2023.