Lønforhandling, når du er ansat

En god lønforhandling kræver forberedelse. Jo bedre du har styr på dine argumenter og mål, desto større er chancen for et godt resultat. Her er DJ’s råd til, hvordan du forbereder og gennemfører en lønsamtale.

1. Dine præstationer, opgaver og ansvar

Forberedelsen starter længe før selve samtalen. Du skal kunne dokumentere, hvad du har bidraget med siden sidste lønforhandling.

Tænk over:

  • Har du fået nye arbejdsområder eller flere opgaver?
  • Har du taget mere ansvar eller fået en ny rolle?
  • Har du udviklet dine kompetencer via erfaring, kurser eller efteruddannelse?
  • Har du gennemført opgaver med særligt gode resultater?

Skriv løbende dine præstationer ned, så du har dokumentation klar.

Del gerne dine resultater med arbejdsgiveren undervejs - ikke kun til lønsamtalen.

Hvis du er ansat uden øvre arbejdstid, kan det være nyttigt at føre timeregnskab. Det gør det lettere at dokumentere, hvor meget du arbejder, og argumentere for en løn, der matcher indsatsen.

2. Lønniveauet

Undersøg, hvordan dit lønniveau ligger i forhold til andre:

  • Internt i virksomheden blandt kolleger med samme stilling og anciennitet.
  • Eksternt i branchen og hos konkurrerende virksomheder.

Hvis du ligger under gennemsnittet, har du et stærkt argument for en stigning.

3. Din egen lønudvikling

Se på din løn historisk:

  • Hvordan har din løn udviklet sig over tid?
  • Steg du ved sidste forhandling, og i så fald hvor meget?

Det giver dig overblik over, om du ligger på rette niveau – og styrker dine argumenter.

4. Virksomhedens økonomi

Virksomhedens økonomiske situation spiller også en rolle.

  • Går det godt, kan du bruge det som argument for, at din indsats har bidraget til succesen.
  • Går det dårligt, er en stor stigning måske urealistisk. Overvej i stedet at forhandle om andre goder.

5. Forhandling om andet end løn

Hvis en lønstigning ikke er mulig, kan du have alternativer klar. Det kan fx være:

  • Ekstra ferie- eller fridage
  • Ret til betalt efteruddannelse
  • Personalegoder som betalt avis, mobil, computer, internet, forsikringer eller licens

6. Dit mål

Fastlæg et realistisk mål - og et udspil, der ligger lidt højere, så du har plads til forhandling.

Lav en prioriteret plan:

  1. Dit første ønske (fx lønstigning på et bestemt niveau)
  2. Dit næstbedste alternativ (fx mindre stigning + goder/fridage)
  3. Dit minimum (fx betalt efteruddannelse, hvis lønstigning ikke er mulig)

7. Forberedelse til selve forhandlingen

Øv dig på at præsentere få, stærke argumenter klart og præcist.
Forbered dig også på de modargumenter, din arbejdsgiver kan have, og tænk igennem, hvordan du vil svare.

8. Selve forhandlingen

Husk: En lønforhandling er netop en forhandling. Du må forvente, at arbejdsgiveren kan sige nej, uden at du skal give op.

Afslut altid samtalen på en ordentlig måde - også selvom du er utilfreds med resultatet. Men gør det tydeligt, hvis du ikke er tilfreds. Ellers kan du risikere at svække din position til næste forhandling, fordi arbejdsgiveren tror, du var tilfreds.

På denne side