Ledige, studerende og nyuddannede på barsel

Som ledig, studerende eller nyuddannet har du grundlæggende de samme rettigheder som alle andre forældre, når det gælder barsel.

Fravær og barselsdagpenge

Barselsloven giver dig ret til fravær både før og efter fødslen. Retten gælder for alle forældre, også selvom du ikke nødvendigvis har ret til barselsdagpenge. Selve retten til orlov kan være længere end de 52 uger, hvor der gives barselsdagpenge, og du har derfor mulighed for at holde en længere periode uden betaling.

Ledige på barsel

Som ledig kan du få barselsdagpenge, hvis du er tilmeldt som jobsøgende på jobcenteret og samtidig modtager dagpenge fra en a-kasse.

Du kan få samme beløb i barselsdagpenge, som du får i arbejdsløshedsdagpenge.

Studerende på barsel

Som studerende har du ret til fravær på samme måde som andre forældre. Hvis du modtager SU, kan du søge om ekstra SU-klip, så du fortsat har økonomisk støtte under orloven.

Du har ret til barselsdagpenge, hvis du opfylder beskæftigelseskravet. Det kan være tilfældet, hvis:

  • du har arbejde ved siden af dit studie som lønmodtager eller selvstændig, eller
  • du er elev i en lønnet praktik under din uddannelse.

Nyuddannet på barsel

Du kan få barselsdagpenge, hvis du har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder inden for den seneste måned før orloven - eller inden barnet fylder 1 år, hvis du melder dig ledig i a-kassen.

Starter du orlov før uddannelsen er afsluttet, gælder reglerne for studerende på barsel.

Hvis du får arbejde under orloven

Vær opmærksom på, at hvis du får arbejde som lønmodtager, inden barnet fylder 1 år, skal du selv holde 9 ugers orlov, inden barnet fylder 1 år, hvis du har orlov tilbage.
Reglen gælder, uanset hvor mange timer du arbejder.

Hvis du har mindre end 9 ugers orlov tilbage, eller allerede har afholdt eller overdraget al din orlov på det tidspunkt, hvor du bliver lønmodtager, kan du i nogle tilfælde få op til 9 ugers ekstra orlov.

På denne side