Har du fri grundlovsdag?

21-05-2026

Grundlovsdag nærmer sig, men hvem har ret til fri med løn? De fleste DJ-overenskomster giver ret til at holde fri.

Illu.: Jakob Poulsen/ AlexBrylov/ Janusz Pienkowski

Vil du gerne ud i junisolen og lytte til grundlovstaler? Eller bare holde fri med god samvittighed og fuld løn, når det lige om lidt er 5. juni?

Grundlovsdag er som udgangspunkt en helt almindelig arbejdsdag. Så hvis grundlovsdag er en fridag for dig, er det fordi, det er aftalt. I så fald fremgår det af din kontrakt eller overenskomst. I visse tilfælde fremgår det af personalehåndbogen.

De fleste DJ-overenskomster giver ret til at holde fri. Og på nogle arbejdspladser – særligt i det offentlige – beror det på hvad som er sædvanlig praksis.

Er du i tvivl, så spørg din tillidsrepræsentant eller DJ. Find din overenskomst her.

Selv om grundlovsdag er en fridag for dig, kan du godt blive vagtsat på 5. juni. Er du ansat på overenskomst, vil der som regel skulle udbetales genetillæg svarende til søgnehelligdagsbetaling, og din arbejdsnorm nedskrives med 7,4 timer. Du får altså ret til at holde fri en anden dag.