Få leveringsaftalen på plads og undgå ballade: DJ har skabelonerne

10-10-2025

Hvis du som freelancer eller selvstændig sælger en ydelse, så sørg for at få din aftale ned på papir – hvad enten det er et par linjer i en mail eller en fuld kontrakt. DJ har flere skabeloner, der kan hjælpe dig, og står også klar til at læse din aftale igennem.

Der, hvor du som freelancer eller selvstændig kan hente mest værdi, er i udnyttelsen af dit arbejde, hvis det er ophavsretsbeskyttet.

Derfor er det vigtigt at få skitseret fra begyndelsen, hvad arbejdet må bruges til, så du ikke rager uklar med kunder eller samarbejdspartnere, du ellers er glad for at levere til, siger juridisk konsulent i DJ Birgitte Dreyer.

”I stedet for at give alle dine rettigheder væk, kan du komme til at tjene flere penge, fordi dine tekster eller billeder kan udnyttes til andre formål, i længere tid eller igen,” siger hun.

”Så hver gang, man indgår en aftale, skal man tænke over, om prisen er rigtig i forhold til udnyttelsen.”

Som freelancer er man vant til at løse mange forskellige opgaver for mange forskellige kunder, som indgår aftaler på mange forskellige måder.

Nogle gange er der kun tale om en engangspublicering, andre gange kan der være brug for at udgive et billede eller en tekst på et senere tidspunkt. Nogle gange laver man en aftale på papir, andre gange er der tale om en opringning eller mail med et idépitch og et simpelt ”ja tak” tilbage.

Uanset format, er det en god idé at få skitseret på skrift, hvad det afleverede materiale må bruges til. Man kan for eksempel have nogle faste vendinger, man bruger i sin mails, hvor man skriver: ”Tak for opgaven. Jeg laver de her to artikler, og vi har aftalt denne vinkel, pris og deadline. De kan bruges til det og det, men ikke videregives til tredjemand”, anbefaler Birgitte Dreyer.

Undgå dum diskussion

En aftale kan også rumme et par liner om, hvad der sker, hvis en aftalt opgave ikke bliver til noget, selvom man har brugt mange timer på den.

”Der kan man sikre, at man ikke skal have en dum diskussion med en kunde, man gerne vil blive ved med at arbejde for. Det skaber en klarhed,” siger hun og henviser til en række opdaterede aftaleskabeloner på DJ’s hjemmeside, man som freelancer kan læne sig op ad.

”Vi har gjort standardskabelonerne lidt mere specifikke, så man for eksempel som fotograf lettere kan tage stilling til de ting, der er afgørende for opgaven og ens kundeforhold,” siger den juridiske konsulent.

Med en udfyldt standardskabelon i hånden bliver det også nemmere for DJ’s juridiske afdeling at hjælpe en freelancer, hvis vedkommendes rettigheder bliver krænket eller aftalen ikke overholdt, understreger Birgitte Dreyer.

Et passende vederlag

For to år siden kom der nye bestemmelser i ophavsretloven, der siger, at hvis man leverer noget med ophavsret, skal man betales i forhold til den udnyttelse, der sker.

Hvis man får et for lavt vederlag, kan der med de nye regler være mulighed for at få aftalen justeret.

”Nu fremgår det klart og tydeligt af loven, at man skal have et passende og forholdsmæssigt vederlag. Det kan godt være, at kunden vil sige, at det er et passende eller rimeligt beløb på aftaletidspunktet, men det er jo ikke altid, at det er forholdsmæssigt. For det betyder, at betalingen skal afspejle udnyttelsen,” siger Birgitte Dreyer.

”I de tilfælde, hvor betalingen ikke umiddelbart er tilstrækkelig høj, eller hvor det er svært at spå om, hvor meget et værk vil blive udnyttet af kunden, er det vigtigt, at aftalen begrænser rettighedsoverdragelsen og kundens muligheder for at udnytte værket,” siger hun og understreger, at DJ står klar til at hjælpe freelancere og selvstændige både før og efter, en aftale er indgået.

Det er selvsagt altid lidt sværere at bede om højere betaling, når en artikel, podcast eller et billede allerede er blevet udgivet, så DJ står klar til at hjælpe freelancere forebyggende.

”Alle selvstændige freelancere kan i princippet ringe ind - og helst inden en aftale indgås,” siger Birgitte Dreyer.

Julie Ring-Hansen Holt

Få hjælp i DJ

Tjek, om mediet, du arbejder for, har en freelanceaftale, der beskriver brugen af afleveret materiale. Ellers er man dækket af de almindelige bestemmelser i ophavsretloven.

På DJ’s hjemmeside kan du finde skabeloner, som kan tilpasses den enkelte opgave.

DJ’s juridiske konsulenter kan svare på spørgsmål eller se aftaler igennem ved at kontakte jura@journalistforbundet.dk