Da Abdullah Ibhais i 2012 kom til Qatar fra Jordan på ryggen af det arabiske forår, var han fuld af fortrøstning og optimisme.
”Qatar stod på det tidspunkt som tilhænger af demokratiske rettigheder. Så da jeg i 2014 fik tilbudt job på mediekontoret for VM-slutrunden, så jeg det som en mulighed for at kommunikere dette budskab bredt ud. Landet var bestemt ikke perfekt, men der var en vilje til at gøre det bedre, og jeg troede virkelig på sagen,” fortæller han i en pause på Play the Game-konferencen i Tampere i Finland.
Abdullah Ibhais er uddannet fra universitetet i Libanon og bor i dag i Jordan. I Finland har han på scenen fortalt de godt 500 deltagere om sine oplevelser som media manager for Qatar i årene op til den kontroversielle og meget omdiskuterede VM-slutrunde i herrefodbold 2022.
Gør en forskel
Og i starten gik det præcis så godt, som Abdullah Ibhais havde forventet. Han startede som menig ansat og havde den arabiske verden som ansvarsområde pga. sine sproglige færdigheder, men langsomt voksede hans ansvarsområde. Han oplevede flere eksempler på, at hans kontor gjorde en forskel, for eksempel i forhold til at ændre på den gamle praksis, hvor arbejdsgiveren konfiskerer arbejdernes pas. Men så begyndte han at stige yderligere i graderne.
”Efter at være blevet forfremmet begyndte jeg at indse, at det ikke kun var godt. Jeg fik adgang til en del dokumenter og fik øjnene op for, at vi meget ofte simpelthen bare producerede løgne. Der viste sig et ret tydeligt mønster, hvor vi sagde en masse ting og lavede pressemeddelelser, men vi gjorde ikke det, vi sagde. I starten bagatelliserede jeg det lidt, for jeg kunne jo sige til mig selv, at der ikke var nogen tabere ved det. Men så begyndte jeg at spørge mig selv: hvad nu hvis denne praksis også gælder andre ting? Og så begyndte jeg at stille spørgsmål internt i organisationen.”
Kølevest uden køl
Et af de store projekter, som Abdullah Ibhais’ kontor skulle promovere, var en kølevest, som kunne køle arbejderne ned, når de arbejdede i den brændende sol.
”Det lød jo meget godt, men jeg ville gerne tale med arbejderne om, hvordan det var at bruge vesten. Det fik jeg ikke lov til, og jeg opdagede, at vesten slet ikke var funktionsdygtig og ikke blev brugt. Så nægtede jeg at lave pressemateriale på det,” siger han.
Den beslutning medførte, at de fjernede alt, der handlede om arbejdsmiljø fra Abdullah Ibhais’ afdeling.
”Da vidste jeg, at de mistænkte mig for at være illoyal. Men hvorfor fyrede de mig så ikke bare? Jeg tror, de var bange for at underminere deres egen troværdighed. De ville jo gerne fremstå positivt udadtil.”
Så Abdullah fik lov at arbejde videre, selvom hans kritiske spørgsmål tydeligvis irriterede ledelsen. Og i 2019 blev det for meget.
Seks måneder uden løn
Der var udbrudt strejke blandt nogle bygningsarbejdere, fordi de ikke havde fået løn i seks måneder. Abdullah Ibhais blev bedt om at lægge låg på sagen og meddele, at arbejderne slet ikke arbejdede på VM-anlæggene.
”Jeg insisterede på at tage ud til arbejderne, der havde slået sig ned på en motorvej, så politiet ikke bare kunne fjerne dem uden at vække opsigt. Jeg fik da mulighed for at se deres indkvartering og arbejdsforhold, og de var forfærdelige. Flere af de strejkende arbejdere viste mig deres bankkonti, og jeg kunne derfor se, at det var rigtigt: de havde ikke fået løn i seks måneder. Så nægtede jeg at feje det ind under gulvtæppet.”
Dagen efter skrev Abdullah Ibhais en besked i den interne WhatsApp-gruppe, hvor ledelsen også var med. Her oploadede han dokumentation med billeder og sendte samtidig sin opsigelse på mail.
”Det var en tung erkendelse, som mit besøg hos arbejderne gav mig. Og jeg kunne simpelthen ikke tillade, at vi behandlede mennesker på den måde. Så jeg blev nødt til at tage et valg: ville jeg være et menneske eller en skurk? Jeg besluttede mig for at dele min viden både med mine kollegaer og med udenlandske medier.”
Hentet på kontoret
Chefen var rasende. Både over at Abdullah var taget ud til arbejderne, selvom han fik besked på ikke at gøre det, og over at han gik imod kontorets overordnede formål. ”Det er dit job at spinne problemer som dette. Det er mig, der ved, om vi træder over grænserne eller ej,” sagde hun.
Dagen efter mødte Abdullah Ibhais op på kontoret som vanligt. Men kort efter troppede myndighederne op i 14 store biler og hentede ham.
”De kunne godt lide showet. For regimet i Qatar var det en sejr, når de kunne anholde højtbetalte udenlandske expads som mig. For de dyrkede en fortælling om, at vi stjal arbejdet fra de lokale,” fortæller Abdullah.
Truet med livstid
Så startede der ellers en retssag, som skulle blive både lang og absurd. Den officielle anklage mod Abdullah Ibhais var, at han havde givet nogle kontrakter til nogle underleverandører på et forkert grundlag. Det medførte en strafferamme på op til fem års fængsel, som han blev idømt i første omgang. Men undervejs i appelsagen fik Abdullah Ibhais klar besked om, at hvis ikke han gik med til at tilstå denne anklage, ville myndighederne ændre anklagerne til at handle om forræderi og bagvaskelse. Og det kunne give livstidsfængsel.
Så Abdullah underskrev tilståelsen og endte med at blive idømt tre års fængsel, som han afsonede fra 2021 til 2025, så han endte med at sidde i fængsel i næsten tre et halvt år. Alligevel fortryder Abdullah ikke, at han sagde fra.
”Da jeg stod med beslutningen om at sige op og gå til medierne med min fortælling, regnede jeg nok med, at både jeg og min kone ville miste vores job, vi ville blive udvist af Qatar, og vi ville miste vores opsparing og alt, vi havde opbygget. Jeg troede ikke, jeg ville komme i fængsel. Men alligevel var det selvfølgelig det værd at gå i fængsel for at sine principper og sine holdninger. Jeg har siden hen lagt sag an mod både FIFA og Qatar. Ikke så meget for selv at få oprejsning, men hvis de bliver dømt skyldige, vil det også betyde, at de er skyldige i at have begået overgreb mod arbejderne.”