Den bedst forberedte vinder
Det klassiske råd er: ”Slap af og vær dig selv.” Men hvis du vil have succes, er det ikke nok. Den bedst forberedte ansøger vinder ofte. Jo bedre forberedt du er, desto lettere virker du også afslappet.
Kend banen og spillerne
Undersøg på forhånd, hvordan samtalen kommer til at foregå:
- Hvor lang tid varer den?
- Hvor mange er indkaldt?
- Skal du igennem caseopgaver eller tests?
- Hvem deltager i samtalen - og hvorfor?
- Er der flere samtalerunder?
Ofte står svarene i indkaldelsen. Hvis ikke, kan du kontakte den person, du talte med under din research, og spørge.
Fokus på fremtiden
Gå til samtalen, som om du allerede er ansat. Det handler ikke kun om, hvorvidt du er egnet, men om, hvordan du vil gribe opgaverne an.
Du behøver ikke desperat finde fortidige eksempler på alt. Det er mere interessant at sige:
”Det har jeg ikke prøvet før, men jeg ved præcis, hvordan jeg vil gøre.”
Manglende erfaring er sjældent et problem, hvis du kan vise, hvordan dine kompetencer kan overføres til nye områder.
Hvor står du stærkest?
Du er blevet kaldt til samtale, fordi noget i din ansøgning eller profil allerede har overbevist arbejdsgiveren. Tænk over:
- Hvilke tre ting har skaffet dig samtalen?
- Hvor er arbejdsgiveren allerede tryg ved dig?
Hvor står du svagest?
Derefter skal du finde det område, hvor arbejdsgiveren stadig er en smule utryg. Det er ikke noget stort problem – ellers var du ikke blevet indkaldt. Men netop her kan du vinde mest.
Ofte handler svagheder ikke kun om kompetencer, men også om præferencer eller motivation.
Vend utryghed til tryghed
Fokuser bevidst på de områder, hvor du står svagest:
- Det giver sjældent ekstra point at tale længe om det, de allerede er overbevist om.
- Til gengæld kan du styrke dig selv ved at vise, at du kender dine svagheder – og at du har en konkret plan for at håndtere dem.
Selvom det kan føles ubehageligt at rette fokus mod svagheder, vil du fremstå stærkere, når du viser, at du kan gøre utryghed til tryghed.
Lønspørgsmålet
Ofte bliver du spurgt om løn under samtalen. Din opgave er at adskille samtalen og forhandlingen. Lønforhandling hører først til, når du er tilbudt jobbet.
Sådan kan du parere:
- ”Det kan jeg ikke sige, før jeg har været i kontakt med Journalistforbundet og fået deres bud på et rimeligt niveau i forhold til opgaverne og branchen.”
- ”Jeg går ud fra, at der kommer en lønforhandling som næste led i processen.”
Du kan parere et par gange, men hvis arbejdsgiveren insisterer, skal du være forberedt med to tal:
- Lønudspil: det beløb, du ønsker, gerne lidt højere, så du har plads til forhandling.
- Smertegrænse: dit absolutte minimum.
Undgå at underbyde dig selv. En for lav løn vil hurtigt overskygge glæden ved det nye job.