Deltag på et webinar, der sætter fokus på de udfordringer, der opstår, når man arbejder i ledelsesteams. Med udgangspunkt i en ny forståelse af ledelse og ledelsesteam og ”best current knowledge” vil foredragsholder Anders Trillingsgaard udfordre flere af de mest udbredte, men forældede, forståelser af teamarbejde i ledelsen. Han vil udfordre forskellen mellem team og grupper, vise at effektive ledergrupper er gode ledergrupper og vise, hvordan manges forståelse af ledelse som en rolle med personaleansvar er med til at holde vores konkurrenceevne tilbage og bidrage til unødig stress hos ledere og medarbejdere.
Til hvert område har han også opdaterede indsigter baseret på den nyeste forskning i ledelse og værktøjer, som du kan bruge til at udvikle din egen ledergruppe med og nå frem til et bedre og mere effektfuldt samarbejde.
Et udpluk af Anders Trillingsgaards pointer:
- Ledelse er ikke noget, I er. Det er noget, I producerer
- Ledergrupper udvikler sig i eksperimenterende livtag med gradvist mere besværlige realiteter
- Jeres møder er for ringe, punktum
- En ledergruppe uden styringsoverblik er som en leder uden en kalender
- DU skal udvikle dig, hvis gruppen skal udvikle sig
- Dybden i jeres forhold afgør kvaliteten af jeres fakta
Oplægsholder:
Anders Trillingsgaard, cand.psych.-aut. samt erhvervs-ph.d. og har 13 års konsulent- og forskererfaring med udvikling og implementering af leder- og organisationsudviklingsprogrammer. Anders er blandt de mest toneangivende kræfter i udviklingen af ledelsesteam i Danmark. Han skrev sin ph.d. om udvikling af ledergrupper og har bl.a. udgivet bogen ’Ledelsesteamet gentænkt’.
Målgruppe:
Medlemmer af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation med lederansvar kan deltage.
Webinaret er arrangeret af Konstruktørforeningen i samarbejde med Danske Scenografer, ATO (Ansatte Tandlægers Organisation), Dansk Journalistforbund, Dansk Psykolog Forening, Forbundet Kultur og Information, Den Danske Dyrlægeforening, DM (Dansk Magisterforening), FAOD (Forbundet Arkitekter og Designere), Forbundet Kommunikation og Sprog, JA, Ergoterapeut Foreningen og Danske Fysioterapeuter.
Sådan deltager du i webinaret:
Du kan deltage via din computer eller via en tablet eller smartphone med Teams installeret.
Kort før webinaret starter, sender vi dig - på den mailadresse, som du har angivet ved din tilmelding - et link til Teams-mødet. Du kan komme ind i møderummet ca. 10 minutter før, webinaret starter. Vi anbefaler, du er inde senest 5 minutter før, så du kan nå at sikre dig, at du har god lyd.
Under webinaret er der oplæg, gruppearbejde og plenumsnak. Du kan også deltage aktivt ved at være med på chatten undervejs. Her kan du skrive kommentarer, spørgsmål og vidensdele med de andre webinar-deltagere.
Webinaret, inkl. chatten, bliver optaget, så du og andre medlemmer kan se og høre det efterfølgende.
Da webinaret afholdes i samarbejde mellem en række organisationer, er det nødvendigt, at vi oplyser dit navn og arbejdssted til den arrangerende organisation. Dermed udveksler vi også oplysning om dit fagforeningsmedlemskab. Ved din tilmelding giver du tilladelse til, at vi kan udveksle disse oplysninger. Oplysningerne udveksles udelukkende med den arrangerende organisation og slettes af denne, efter at webinaret er afholdt. Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage ved at framelde dig webinaret.