Hold øje med dit udstyr
Ud over risikoen for tyveri kan du risikere, at der bliver kopieret data fra din computer eller telefon, når du ikke er opmærksom. Du risikerer også, at der bliver installeret overvågningsprogrammer og apps på udstyret, eller at selve hardwaren bliver modificeret på en måde der gør det muligt at spore udstyret, eller registrere tastetryk.
Hav som udgangspunkt altid din computer, telefon osv med dig. Vær varsom med at opbevare udstyr i hotelpengeskabe, da der typisk er en hovednøgle, der giver adgang til dem. Hvis du bliver nødt til at efterlade dit udstyr i en periode, så sørg for at slukke det helt, så det er beskyttet af fuld diskkrypteringen.
Når du befinder dig blandt mennesker i det offentlige rum, skal du være opmærksom på, at du ikke bliver kigget over skulderen, når du taster kodeord og pinkoder ind. Dæk for dit tastatur og din skærm på telefonen, når du låser dit udstyr op.
Pas på fremmed udstyr
Du skal være særligt opmærksom, når du bruger udstyr og netværk, som ikke er dine egne. USB-ladestationer på hoteller og netcaféer kan være sat op til at aflæse data via kablet, imens dit udstyr oplader. Brug derfor kun dine egne opladere og kabler, når du rejser.
Brug ikke USB-nøgler eller hukommelseskort, som du får foræret. De kan indeholde virus og malware. Hvis du mangler ekstra lagerplads på rejsen, så køb helt nye lagermedier.
Log aldrig ind på dine konti fra computere på caféer eller hoteller. De kan have software installeret, der spionerer på din brug og gemmer de adgangskoder, som du taster ind.
Pas på fremmede netværk
Når du forbinder til et WiFi-hotspot kan administratoren af netværket registrere og overvåge din færden. Det er en god tommelfingerregel at regne med at WiFi-netværk bliver overvåget. Særligt WiFi i lufthavne og offentlige hotspots, der kræver særlig registrering ud over passwords, er risikable. Hvis du vil sikre din trafik mod overvågning, når du er koblet på et WiFi, skal du bruge en VPN-forbindelse.
Vær opmærksom på dine trådløse forbindelser på telefonen i form af GPS, WiFi og bluetooth på din mobil. Når der er tændt for de trådløse forbindelser, vil din mobil forsøge at forbinde til andre enheder, hvilket kan efterlade spor om din færden. Sluk for GPS, WiFi og bluetooth, når du ikke bruger det. Du kan også sætte din telefon i flytilstand, hvis du vil undgå, at din lokation bliver registreret af den lokale teleudbyder i en periode.
Ved grænsen
Når du rejser over grænser eller gennem checkpoints, skal du være forberedt på, at dit udstyr og den data, der ligger på det, kan blive gennemsøgt, konfiskeret eller kompromitteret.
Den bedste måde at sikre data på i den situation er ikke at have det med. Undlad at tage unødig data med på din udrejse og send for så vidt muligt data hjem løbende før din hjemrejse.
Gennemsøgning
Det udstyr, du har med, må du ikke slippe af syne. Sørg for at have det med i håndbagagen, fremfor i den bagage, du tjekker ind. Hvis det bliver taget til side til tjek ved grænsen, kan du kun være sikker på, at der ikke er installeret malware, hvis du kan se udstyret hele tiden. Selv et par minutter ude af syne er nok til, at en grænsevagt kan koble et stik med malware til din computer eller telefon.
Fuld diskkryptering beskytter data på dine enheder og lagermedier mod at blive kopieret eller modificeret, hvis det er slukket helt ned. Det giver en stærk teknisk sikring af din data.
Vær opmærksom på, at du kan blive bedt om at låse dit udstyr op. Det er ikke i alle situationer, at det er sikkert at afvise. Afhængigt af landet og situationen kan du blive udsat for forskellige sanktioner, hvis du modsætter dig at udlevere data.
Der er eksempler på journalister er blevet nægtet indrejse, eller har fået konfiskeret computere og harddiske, når de har nægtet at give adgang til krypteret materiale.
Al data på din computer, telefon og lagermedier, der ikke er krypteret, kan kopieres, når der er fysisk adgang til udstyret. Det er også muligt at ændre og slette den data, der ligger på dit udstyr, ligesom der er en risiko, for at der bliver installeret overvågningsprogrammer og malware på din computer og telefon.
Selvom du har beskyttet indholdet på din telefon med fuld diskkryptering, kan man stadig aflæse oplysninger via telefonen og simkortet. Det kan bruges til at spore din færden på telenettet, når du rejser. Det er en risiko, hvis telefonen for eksempel bliver gennemsøgt ved indrejsen. Hvis du vil undgå det, skal du købe en ny telefon med et taletidskort, efter at du er ankommet.
Når du mødes med kilder
Udlad generelt at dele oplysninger om dine kilder eller fortælle om jeres møde til folk, der ikke har brug for at vide det. Du bør kun dele absolut nødvendige oplysninger og kun med folk, du ved med sikkerhed, at du kan stole på.
Tænk over, at lokationsdata fra din, kildens og andre tilstedeværendes telefoner kan vise, at I befinder jer det samme sted. Det kan for eksempel være risikabelt for kilder, der risikerer repressalier fra det lokale regime, fordi myndighederne i landet kan have adgang til teleselskabernes logningsoplysninger.
Hvis det er et problem, så sæt telefonen i flytilstand eller bedre — sluk den helt, før du går ud af døren. Bed kilden og andre tilstedeværende om at gøre det samme. Det beskytter mod mastelogning. Hvis der er installeret malware til overvågning i en af telefonerne, er det dog ikke nok. Så kan du kun undgå overvågning ved, at I efterlader telefonerne hos nogen, I stoler på, inden I mødes. Her må risikoen for overvågning under mødet vejes op imod risikoen ved at efterlade sit udstyr uden, at man selv kan holde øje med det.
Kommunikation under rejsen
Inden du rejser, skal du lave en plan for, hvordan du vil kommunikere med lokale kontakter og kontakter derhjemme. Husk på, at oplysninger om din digitale færden bliver registreret af tele- og internetudbyderen, og at myndigheder kan få adgang til disse. Det gælder især masteoplysningerne om, hvor din telefon befinder sig, oplysninger om hvem du kommunikerer med og om de hjemmesider, du besøger.
Du kan bruge apps til at kommunikere krypteret med dine kontakter. For eksempel er beskeder og opkald gennem apps’ene WhatsApp og Signal krypterede. Hvilken app du skal vælge, afhænger helt af din konkrete situation. Signal anses som mere sikkert, blandt andet fordi appen gemmer meget lidt metadata om brugerne, men omvendt er WhatsApp en app, som rigtig mange kontakter allerede bruger.
Send data hjem
Det kan være belastende at rejse rundt med sensitivt materiale, specielt i en situation, hvor du risikerer at blive tilbageholdt og afhørt. Send materiale hjem løbende, når du har adgang til internettet, og slet det efterfølgende på dit udstyr. Gør det krypteret, enten over krypteret mail eller ved, at du krypterer de filer, du sender.
Du kan også løbende uploade data til en cloudtjeneste som Dropbox eller Google Drive. Hvis du bruger en cloudservice, skal du huske at kryptere filerne, inden du uploader dem. Du bør også lave en aftale med nogen derhjemme om, at de downloader filerne med det samme, så du ikke risikerer, at de bliver slettet, hvis nogen får adgang til din konto.
Undgå lokal censur
Nogle lande blokerer adgangen til bestemte hjemmesider eller sociale medier. Det kan du omgå ved at bruge en VPN-forbindelse. Vær opmærksom på kun at vælge en VPN, hvor du stoler på udbyderen. Hvis din arbejdsplads har en VPN-forbindelse opsat, kan du bruge den. Ellers kan du benytte en kommerciel VPN service som eksempelvis https://airvpn.org/.
Et mere avanceret alternativ til kommercielle VPN-tjenester er den anonyme internetbrowser Tor.
Tænk over, at nogle programmer kan henlede uønsket opmærksomhed mod dig, hvis lokale myndigheder finder dem på dit udstyr. Det kan for eksempel ske, hvis du ikke har fuld diskkryptering, eller hvis du bliver tvunget fysisk til at låse dit udstyr op.
Særligt Tor kan give negativ opmærksomhed at have installeret, fordi det bruges flittigt af dissidenter og er i myndighedernes søgelys i en række lande. I en sådan situation er et bedre alternativ at slette Tor fra computeren, inden du rejser, og bruge en VPN i stedet. VPN er kendt for mere tilforladelige formål som at give brugeren adgang til tjenester som Netflix eller Spotify.
Der er også nogle programmer, der er blokeret i forskellige lande, så du ikke kan bruge dem. Her er du er nødt til at have et alternativ klar.