TR-kurser
DJ tilbyder nyvalgte TR og stedfortrædere en kursusrække over et kalenderår. Kurserne dækker bl.a. TR’s opgaver, ansvar og udfordringer - og giver adgang til netværk med andre TR.
Kursusforløbet omfatter:
- Opstartsmøde: Kort tid efter valg gennemgår en forhandlingskonsulent din overenskomst og relevante sager, så du er godt klædt på fra begyndelsen.
- Værktøjskursus (3 dage): Roller, samarbejde, overenskomster, lovgivning, freelance, løn, strejker m.m.
- Forhandlingskursus (3 dage): Træning i forhandlingsteknik med professionelle konsulenter.
- Samarbejde og konflikthåndtering (1 dag): Fokus på vanskelige samtaler og arbejdsmiljø.
- Lovgivning (1 dag): Gennemgang af de mest relevante love for TR.
- Serviceeftersyn (1 dag): Afslutning med indhold defineret af TR’ernes egne behov.
Grundforløbet kan suppleres med opfølgningskurser og særlige forløb for erfarne TR eller faglige ledere.
Livline-coaching
Som TR kan du ringe døgnet rundt til en forhandlingskonsulent og få akut rådgivning. På store arbejdspladser får du typisk en fast konsulent, der kender virksomheden og din overenskomst. Ved større fyringsrunder kan konsulenten rykke ud og hjælpe på stedet.
Retshjælp og mediation
Hvis arbejdsgiver nægter at overholde eller fortolker overenskomsten anderledes, kan du overlade sagen til DJ. Forbundet stiller konsulenter og advokater til rådighed.
DJ hjælper også medlemmer i individuelle sager, fx ved usaglig afskedigelse, manglende løn eller feriepenge. I konflikter, hvor en juridisk løsning ikke er hensigtsmæssig, kan DJ tilbyde mediation.
Lønstatistik
DJ udarbejder detaljeret statistik over medlemmers lønforhold på arbejdspladsen og leverer dokumentation til brug ved lokale forhandlinger.
Overenskomstforhandlinger
I de fleste tilfælde er det DJ, der forhandler og underskriver overenskomsterne, evt. i samarbejde med en medarbejderforening. TR spiller en central rolle med lokalt kendskab, men det er DJ’s professionelle konsulenter, der gennemfører selve forhandlingerne.
Specialisthjælp i DJ
Som TR har du adgang til DJ’s eksperter:
- Arbejdsmiljøkonsulent: Stress, trivsel og arbejdsmiljø.
- Socialrådgiver: Hjælp til sociale ydelser og ordninger.
- Ophavsretseksperter: Ved krænkelse af ophavsret eller forhandling af videreudnyttelse.
- Karrierekonsulenter: Rådgivning ved frivillige eller ufrivillige jobskift.
- Pensions- og forsikringseksperter: Gennemgang af pensions- og gruppelivsordninger.
- Kursusarrangører: Tilbud om fyraftensmøder, DJ BIZ-forløb og kurser til grupper og foreninger.
TR og praktikanter
Som TR er du også kontaktperson for journaliststuderende i praktik på arbejdspladsen i forhold til løn- og ansættelsesforhold. Rollen er anderledes end praktikvejlederens.
Læs mere i pjecen: "Tillidsrepræsentant - også for praktikanterne".
Behandling af personoplysninger
Som TR behandler du mange personoplysninger. Det må du gøre, når det er nødvendigt for at varetage dit hverv. Normalt handler du på vegne af DJ og er derfor underlagt forbundets dataansvar.
Du skal følge DJ’s instruks for tillidsrepræsentanter om behandling af personoplysninger.