Skatteregler

Det er vigtigt at have styr på, hvordan SKAT vurderer din virksomhed og beskatter dig.

Din skattemæssige status har betydning for:

  • hvilke regler du bliver beskattet efter
  • hvilke udgifter du kan trække fra
  • om du skal betale arbejdsmarkedsbidrag

Hvordan vurderer SKAT din status?

SKAT ser på de faktiske forhold. Det er derfor ikke afgørende, hvad du kalder dig selv, hvordan du afregner over for kunder (om du sender faktura eller lønopgørelse), eller om du arbejder hjemmefra eller hos arbejdsgiveren. Freelancere og konsulenter kan have frie arbejdsforhold, men hvis de ikke påtager sig en økonomisk risiko ved arbejdet, er de enten lønmodtagere eller honorarmodtagere.

Når SKAT vurderer din status, ser de først på, om du påtager dig en økonomisk risiko ved arbejdet. Ved økonomisk risiko forstås, at du kan få et tab ved aktiviteten:

  • enten fordi udgifterne er større end indtægterne (fx ved salg af varer med udgifter til køb eller fremstilling)
  • eller fordi du kan pådrage dig et erstatningsansvar, hvis en opgave ikke løses korrekt, eller du ikke har sikret alle rettigheder til den ydelse, du leverer

Tiden, du lægger i virksomheden, er ikke i sig selv en økonomisk risiko, selvom du ikke får betaling for den. Udgifter til arbejdstøj, transport til og fra arbejde og frokost i arbejdstiden er heller ikke en økonomisk risiko, da de anses som almindelige i et lønmodtagerforhold.

Hvis du påtager dig en økonomisk risiko, driver du selvstændig virksomhed som enten erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Hvis du ikke påtager dig en økonomisk risiko, er du enten lønmodtager eller honorarmodtager. Har du flere aktiviteter, vurderer SKAT dem hver for sig.

De fire skattemæssige kategorier - med eksempler

1. Lønmodtager

Som lønmodtager modtager du A-indkomst med et fast beløb pr. time, uge eller måned. Du arbejder for arbejdsgiverens regning og risiko, og arbejdsgiveren bestemmer, hvordan arbejdet skal udføres. Ofte arbejder du overvejende for én arbejdsgiver, ferieloven og funktionærloven er typisk gældende, der er normalt et opsigelsesvarsel, og mødetid og ferie aftales med hvervgiver.

Eksempel: Jonas er freelancefotograf hos et dagblad. Han får at vide, hvilke billeder han skal tage og hvornår, og han får betaling uanset, om billederne trykkes. Da han arbejder efter arbejdsgiverens anvisninger og på arbejdsgiverens risiko, er han lønmodtager.

2. Honorarmodtager

Som honorarmodtager modtager du et honorar eller et engangsvederlag for udført arbejde, uden at der er tale om et ansættelsesforhold eller en erhvervsmæssig virksomhed. Hvis du har et lønmodtagerarbejde eller en erhvervsmæssig virksomhed ved siden af, er du stadig honorarmodtager i forhold til den konkrete opgave, hvis opgaven ikke har relation til ansættelsesforholdet eller virksomheden — det er netop den manglende relation, der kendetegner honorarmodtageren.

  • Ikke krav om registrering for moms; overstiger omsætningen som honorarmodtager 50.000 kr. før moms, skal du kontakte SKAT.
  • Du kan få fradrag for udgifter ved erhvervelsen af honoraret; udgifterne kan ikke overstige honoraret, og du skal have dokumentation.
  • OBS: Ved sygdom eller barsel skal du være opmærksom på beskæftigelseskravene, som er møntet på, at man enten er lønmodtager eller selvstændig.

Eksempel: Mikkel er uddannet journalist og ledig. Han skriver artikler i fritiden og sender dem til Danmarks Naturfredningsforening. Han får betaling for de artikler, der trykkes, men ikke for de øvrige. Da han ikke er i ansættelsesforhold og ikke har økonomisk risiko, er han honorarmodtager.

Selvstændig erhvervsdrivende

Som selvstændig driver du virksomheden for egen regning og risiko med det formål at skabe overskud. Virksomheden skal være tilrettelagt og drevet, så den forventes at blive rentabel eller har udsigt til det.

  • Du bestemmer og tilrettelægger selv arbejdstiden.
  • Du afholder selv udgifterne og bærer den økonomiske risiko.
  • Du markedsfører dig som selvstændig.

Eksempel: Ditte har egen virksomhed med kommunikationsydelser. Hun har lejet lokaler og lever af virksomhedens overskud. Da hun påtager sig en økonomisk risiko, driver hun erhvervsmæssig virksomhed.

Ikke-erhvervsmæssig virksomhed

En ikke-erhvervsmæssig virksomhed drives ikke med det primære formål at opnå overskud, men for at dyrke en fritids- eller privat interesse, fx maleri eller motorsport. Hvis virksomheden ikke drives sædvanligt eller forsvarligt, eller kun har et beskedent omfang, anses den som ikke-erhvervsmæssig — også selv om der kan være en vis økonomisk risiko.

  • Overskud skal indberettes på årsopgørelsen uanset størrelse.
  • Underskud kan ikke trækkes fra.
  • Er der tale om en momspligtig ydelse, skal der betales moms, også i en ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Eksempel: Else har et fuldtidsarbejde og sælger brugskunst på nettet i begrænset omfang med underskud. Hendes virksomhed vurderes som ikke-erhvervsmæssig.

Flere aktiviteter samtidig

Hvis du har flere aktiviteter, vurderer SKAT dem hver for sig. Du kan fx være lønmodtager i én aktivitet og selvstændig erhvervsdrivende i en anden.

Særligt om sygdom og barsel

Driver du selvstændig virksomhed samtidig med lønmodtagerarbejde (som fastansat eller som lønmodtagerfreelancer), kan det give udfordringer ved sygdom eller barsel, idet indkomsten fra lønmodtagerarbejde kun tæller med, når du søger som lønmodtager, ligesom indkomsten fra din selvstændige virksomhed kun tæller med, når du søger som selvstændig. 

I udgangspunktet vil du blive betragtet som lønmodtager, hvis du har over 18,5 timers lønarbejde om ugen.

Gratis skatterådgivning til DJ-medlemmer

DJ rådgiver som udgangspunkt ikke om skatteforhold. Til gengæld har vi en aftale med revisionsfirmaet Lysehøj, hvor du som medlem får én times gratis rådgivning - og efterfølgende en fordelagtig rabat.

På denne side