Opsigelse af offentlig ansatte

Når du som offentligt ansat står over for en mulig advarsel, opsigelse eller bortvisning, har din arbejdsgiver pligt til at høre dig, før der træffes en endelig beslutning.
Dette kaldes en partshøring og er en vigtig del af din retssikkerhed som medarbejder.

Partshøring - Advarsel og afskedigelse

Hvornår skal du høres

Arbejdsgiveren skal gennemføre en partshøring, inden der træffes beslutning om advarsel, opsigelse eller bortvisning.

Det gælder uanset, om sagen skyldes:

  • arbejdsgiverens forhold (fx besparelser eller omstruktureringer), eller
  • dine forhold (fx vurdering af, at du ikke lever op til krav og forventninger).

I høringen skal arbejdsgiveren tydeligt beskrive, hvilke forhold der lægges vægt på.

Hvad er formålet med partshøringen

En partshøring giver dig mulighed for at komme med bemærkninger og indsigelser, som kan få betydning for den endelige beslutning.

Det kan fx være faktuelle oplysninger, som arbejdsgiveren ikke kender til, og som kan ændre vurderingen af sagen.

Frist for høringssvar

Fristen afhænger af sagens karakter.

  • En frist på 14 dage er som udgangspunkt rimelig.
  • I særlige tilfælde kan fristen være kortere - eller (sjældent) længere.
  • Du kan anmode om forlængelse, hvis sagen er kompleks eller omfattende.

Hjælp og rådgivning

Det er som udgangspunkt dig selv, der udarbejder høringssvaret, men DJ hjælper gerne med:

  • at gennemgå sagen,
  • læse dit udkast igennem, og
  • give sparring på indhold og tone.

Et godt høringssvar er kortfattet, præcist og konstruktivt.

Efter høringen

Arbejdsgiveren kan først træffe afgørelse, når høringen er afsluttet.

I høringsperioden har du pligt til at arbejde, medmindre du er fritaget for tjeneste.

Vigtigt: Ved påtænkt bortvisning skal du straks kontakte DJ’s juridiske afdeling.

Råd til høringssvar

(kræver medlemskab)

Et høringssvar bør være:

  • kort (1–2 sider)
  • fokuseret på fakta
  • formuleret i en respektfuld og konstruktiv tone

Hvis du har modtaget en advarsel

Formålet med dit svar er at:

  • få din leder til at ændre syn på sagen, og
  • genopbygge tillid.

Kommentér kun det, der er relevant, og tag ansvar for eventuelle fejl.

Præcisér misforståelser, og afslut gerne med en fremadrettet og positiv konklusion, fx hvordan du vil arbejde med de fremhævede problemstillinger.

Hvis du står over for afskedigelse

1. På grund af arbejdsgiverens forhold

Ved afskedigelser som følge af besparelser eller omstruktureringer:

  • skal arbejdsgiveren kun oplyse de generelle kriterier for udvælgelsen,
  • du har ikke krav på en individuel begrundelse.

Det kan derfor være svært at argumentere imod valget, men du kan fx:

  • fremhæve dine kompetencer i forhold til arbejdspladsens fremtidige opgaver,
  • gøre opmærksom på særlige forhold, der bør indgå i vurderingen (fx graviditet/barsel, alder, handicap m.m.).

2. På grund af dine forhold

Formålet med dit høringssvar er at:

  • forsøge at ændre arbejdsgivers vurdering, eller
  • skabe grundlag for de bedst mulige fratrædelsesvilkår, hvis afskedigelsen fastholdes.

Du bør:

  • kommentere det, der direkte vedrører den påtænkte afskedigelse,
  • rette eventuelle misforståelser,
  • tage ansvar for fejl, hvor det er relevant,
  • stille spørgsmål, hvis noget er uklart,
  • henvise til positive MUS-samtaler, tillæg eller anerkendelser, hvis det kan understøtte din sag.

 

På denne side