En bortvisning er en opsigelse uden det sædvanlige opsigelsesvarsel. Det betyder, at du straks skal forlade arbejdspladsen, og lønnen stopper fra bortvisningstidspunktet. Du har dog stadig krav på løn for det arbejde, du har udført indtil da.
Årsager til bortvisning
En bortvisning kan ske, hvis du udebliver fra arbejde uden varsel eller udviser anden grov misligholdelse af arbejdsforholdet. Eksempler på forhold, der kan begrunde bortvisning, er:
- Vold mod leder eller kolleger
- Hærværk
- Tyveri fra arbejdspladsen
- Beruselse, der forhindrer dig i at udføre arbejdet
Arbejdsgiveren skal reagere straks, når det vurderes, at der er grundlag for bortvisning. Bortvisningen skal ske, så snart arbejdsgiver eller mellemleder får kendskab til den adfærd, der kan begrunde bortvisningen.
Tidsramme og forudsætninger
Bortvisning skal normalt ske uden unødig forsinkelse. Arbejdsgiveren kan kun have kort tid til yderligere undersøgelser, hvis baggrunden for dine handlinger kræver det.
Derudover gælder:
- En arbejdsgiver kan ikke bortvise for forhold, der tidligere er blevet tolereret uden påtale.
- Hvis du fx gentagne gange har udeblevet uden advarsel, skal du først have en advarsel, før bortvisning kan finde sted ved gentagelse.
Hvis du bliver bortvist, bør du kontakte DJ eller din tillidsrepræsentant, så bortvisningens berettigelse kan vurderes.
Erstatning ved uberettiget bortvisning
Hvis bortvisningen viser sig at være uberettiget, kan du få:
- Erstatning svarende til lønnen i den manglende opsigelsesperiode
- Eventuelt godtgørelse for usaglig afskedigelse