Rådighedsvagt / Pressevagt

Når du er ansat i den offentlige sektor under en af DJs overenskomster, er din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid 37 timer, medmindre du er ansat på deltid. Herunder indgår ½ times frokostpause.

Arbejdstid og merarbejde

Den normale arbejdstid ligger typisk i tidsrummet kl. 8–17, men det kan variere afhængigt af:

  • dine aftaler med arbejdsgiveren, og
  • din konkrete funktion.

Du kan blive pålagt merarbejde eller overarbejde, som skal honoreres eller afspadseres efter reglerne i den relevante overenskomst.

Rådighedsvagt (typisk pressevagt)

Hvis du bliver pålagt en rådighedsforpligtelse - fx en pressevagt, hvor du skal stå til rådighed for din arbejdsgiver uden for normal arbejdstid - så falder denne forpligtelse uden for overenskomsten.

Den har derfor ikke noget med merarbejde eller overarbejde at gøre.

Der skal i stedet indgås en særskilt aftale om vilkårene for rådighedsvagten.

Aftalen skal beskrive:

  • hvilke forpligtelser, der gælder under vagten,
  • om vagten kan passes hjemmefra,
  • reaktionstid,
  • tidsrum og ugedage, hvor vagten skal varetages,
  • honorering for at stå til rådighed, og
  • hvor mange personer, der indgår i ordningen.

DJ stiller som udgangspunkt krav om, at belastningen på den enkelte højst udgør 1/3 af den samlede belastning i vagtordningen.

Aftale og kontakt til DJ

Du kan ikke selv indgå en aftale om en rådighedsvagtsordning.

Hvis din arbejdsgiver beder dig om at deltage i en sådan ordning, og DJ ikke allerede har en aftale med din arbejdsplads, skal du:

  • kontakte DJ eller din tillidsrepræsentant, så vi kan tage dialogen med arbejdspladsen om at etablere en ordning og aftale rimelige vilkår.

Indtil der foreligger en aftale

Vi anbefaler, at du deltager i ordningen, hvis du bliver pålagt det.

DJ vil derefter arbejde for at få lavet en aftale med tilbagevirkende kraft, så du også bliver honoreret for den periode, hvor der endnu ikke var fastsat vilkår.

Kontakt DJ

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores forhandlingsteam,

På denne side