Tjek lønsedlen: Fik du din store bededag-kompensation?

22-08-2025

Hvis du er en af dem, der får udbetalt kompensation for den afskaffede store bededag to gange om året, så husk at tjekke din lønseddel for august.

Jakob Carlsen

Når lønsedlen for august lander i din indbakke, skal du holde ekstra øje med, om der står et selvstændigt punkt om kompensation for store bededag, som Regeringen afskaffede med virkning fra 1. januar 2024. Især, hvis du får kompensationen udbetalt samtidigt to gange om året - i maj og august.

I stedet for store bededag har du, der tidligere har haft betalt fri på denne dag, ret til et særligt løntillæg på 0,45 procent af din faste årsløn betalt af din arbejdsgiver. Det kan enten udbetales månedligt eller samtidigt med udbetaling af ferietillægget. Men uanset, hvilken af udbetalingerne din arbejdsgiver har valgt, bør det fremgå af lønsedlen som et selvstændigt punkt.

Hvis du er eller har været på orlov efter barselslovens regler uden fuld løn, har du stadig ret til samme løntillæg, som hvis du havde været på arbejde. Så tjek i den forbindelse, at store bededag-kompensationen står på lønsedlen og ikke er blevet reduceret.

Husk også, at du har ret til tillægget for de måneder, du har været ansat i det løbende år, hvis du bliver opsagt.

Kan du ikke se punktet på din lønseddel, eller skulle du mod forventning have en arbejdsgiver, der ikke overholder reglen om kompensation, kan du selvfølgelig kontakte DJ’s jurister.

Julie Ring-Hansen Holt