Guide

Er du stresset?

02-11-2026

Kører tankerne rundt i dit hoved, når du skal sove? Få gode råd fra DJ's arbejdsmiljøkonsulent til at håndtere stress og stresssymptomer

Kollage: Mikkel Inumineq / Colourbox

Mange føler skam, hvis de bliver ramt af stress, og derfor kan stress være svært at tale om. Men netop det at tale om stressen er vigtigt for at komme stress til livs.

Stress er udbredt. Hver fjerde dansker oplever ofte symptomer på alvorlig stress. Det er hverken noget, du skal forsøge at skjule eller klare alene. Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i DJ, giver her fire råd til dig, der oplever stresssymptomer.

1. Tag symptomerne alvorligt og reager på dem

Glemmer du pludselig aftaler og opgaver, som skulle være færdige? Har du aldrig rigtigt lyst til noget som helst? Det kan være symptomer på stress, og i så fald er du langt fra alene.

Stresssymptomer som ulyst, hjertebanken eller andre fysiske og psykiske symptomer kommer ikke natten over, og de forsvinder heller ikke natten over. Derfor er det vigtigt, at du tager symptomerne alvorligt og reagerer tidligt på dem. Så kan du måske undgå, at det udvikler sig til en sygemelding.

Gå til din læge, hvis stresssymptomerne varer ved, eller hvis de påvirker din hverdag.

2. Sig højt, at du har stress

Stress kan være svært at håndtere, men det bliver kun sværere, hvis du står alene med det. Så tal med en kollega, ven eller et familiemedlem om, hvordan du har det.

For de fleste er det en stor lettelse i sig selv at sige det højt til et andet menneske, som kan møde dig i din situation. For så står du ikke alene med de tanker og bekymringer, som ofte følger med stress. Skam er en af de følelser, der ofte følger med stress. Den kan få dig til at skjule, hvordan du har det, og isolere dig fra de mennesker, der gerne vil hjælpe.

Derfor er det vigtigt at huske, at stress ikke er et tegn på svaghed, men et signal om, at noget er kommet ud af balance.

3. Find en hjælper

Vi bliver stressede, når krav, belastninger og udfordringer overstiger de ressourcer og den kapacitet, vi oplever at have til rådighed. Opstår stressreaktionen som følge af forhold på jobbet, taler man om arbejdsrelateret stress.

Arbejdsrelateret stress er ikke kun noget, der vedrører den enkelte. Det er også et arbejdsmiljøproblem, som arbejdspladsen har et ansvar for. Derfor er det en god idé at tage kontakt til din arbejdsmiljørepræsentant (AMR) eller tillidsrepræsentant (TR) så tidligt som muligt.

En arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant kan støtte dig og hjælpe med at sætte ord på, hvad der stresser og belaster dig. Det gør det nemmere at finde løsninger.

4. Vær konkret over for din leder

Hvis det er muligt for dig, så tal med din nærmeste leder om de konkrete opgaver, der belaster dig.

Det kan være svært at sætte ord på, hvor skoen trykker. Men jo mere konkret du kan være, når du taler med din chef, jo lettere er det for din leder at forstå din situation, hvor alvorligt den er, og hjælpe dig. Fortæl for eksempel, hvilke opgaver der fylder, om du mangler tid til at løse dem, eller om du oplever, at der bliver stillet modstridende krav til dig. Eller om arbejdstrykket bare generelt er for hårdt.

Det handler ikke om at klage, men om at give din leder et reelt grundlag for at hjælpe.