Pas på du ikke mister ferie

12-11-2025
Nyhed

20 af dine 25 optjente feriedage kan ikke overføres til næste ferieår, så husk at afholde din ferie inden den 31. december 2025, så du ikke mister den.

Kreditering: DJ Ferie

Julie Ring-Hansen Holt

De 25 feriedage, som du har optjent efter ferieloven i perioden fra 1. september 2024 til 31. august 2025 (ferieåret), skal som udgangspunkt afholdes inden 31. december 2025 (ferieafholdelsesperioden).

20 af dagene kan ikke overføres til næste år, så det er bare om at få dem afholdt, inden de udløber.

Hvis du gerne vil have overført fem dage til næste ferieår, kræver det, at du inden den 31. december 2025 laver en skriftlig aftale med din leder om overførsel af ferie.

Det kan i enkelte overenskomster være aftalt, at ferie ikke kan overføres, så spørg eventuelt din tillidsrepræsentant.

Hvis du ikke ønsker at afholde eller overføre den femte ferieuge, skal den udbetales. Din arbejdsgiver udbetaler automatisk senest 31. marts, hvis du har været ansat på fuld tid hos samme arbejdsgiver hele ferieåret. Har du ikke det, skal du selv søge om udbetalingen via borger.dk.

Hvis du ikke har kunnet holde din ferie på grund af eksempelvis sygdom eller barsel, overføres op til fire uger automatisk.

Feriefridage/særlige feriedage/6. ferieuge (og evt. 7. ferieuge)

Har du i dit ansættelsesforhold ret til ferie udover ferielovens fem uger - de såkaldte feriefridage, særlige feriedage eller sjette ferieuge (evt. også syvende ferieuge) - vil disse typisk bortfalde, hvis du ikke har anvendt dem inden for perioden. Disse kan kun overføres eller udbetales, hvis det fremgår af din kontrakt, en lokalaftale eller en overenskomst.

I det offentlige optjenes sjette ferieuge/de særlige feriedage i kalenderåret og kan afholdes i perioden 1. maj til 30. april året efter. OvDet er muligt at aftale overførsel af sjette ferieuge/særlige feriedage til den efterfølgende afholdelsesperiode, men du har også ret til at få dem udbetalt.

Vær opmærksom på, at der i regioner og kommuner kan være vedtaget en lokal særregel om, at ønsket om udbetaling af sjette ferieuge skal være fremsat inden den 1. oktober.

Læs mere

Husk at tjekke din ferieoversigt og tag stilling til om du skal have holdt, overført eller udbetalt ferie.  Du kan læse mere om ferie her.