Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) har en ambition om at skaffe 1000 flere medlemmer over de næste fem år. Samtidig har en enig hovedbestyrelse afsat en pulje på op til 15,5 mio. kr. til at implementere en ny fem-årsstrategi. Beslutningen er blandt andet truffet, efter medlemstallet i en årrække har været faldende.
Strategien er udarbejdet på baggrund af en medlemsundersøgelse i foråret, hvor flere end 2000 medlemmer medvirkede, og på baggrund af flere analyser af medie- og kommunikationsbranchen.
Direktør Morten Kjær Petersen er glad for, at strategien sigter højt.
”Det skal være tydeligt, at DJ er det bedste forbund for ansatte i medie- og kommunikationsbranchen, fordi vi kender medlemmerne og deres branche bedre end nogen anden. Her virker ingen quick fixes – det har vores medlemsundersøgelse tydeligt vist mig. Vi skal gennemføre en transformation af DJ. Derfor er jeg glad for, at vi har vedtaget en ambitiøs strategi og implementeringsplan, som siger klart, at vi skal sikre et stærkt DJ, der kæmper for de bedst muligt overenskomster, for rettighedsmidler og for pressefrihed og åbenhed i samfundet.” siger han.
Morten Kjær Petersen er optaget af, at DJ skal lykkes som et fællesskab, der går på tværs af fastansatte og freelancere, og på tværs af de faggrupper, der er i medie- og kommunikationsbranchen.
”For mig at se står vi med en bunden opgave. Vi skal vende medlemsudviklingen. Hvis ikke, risikerer vi, at DJ over tid mister sin gennemslagskraft og sit mandat som dem, der bliver inviteret med til bordet i vigtige politiske diskussioner. Vi kan ikke overlade det til arbejdsgiverne at tale om pressefrihed, rettighedsmidler og alternative ansættelsesformer i en branche under hastig forandring. Vi kan heller ikke give medlemmerne de samme tilbud og services, hvis vi bliver mindre,” siger Morten Kjær Petersen.
