Med 77 procent ’ja’ til den nye overenskomst er DJ-overenskomsten for ansatte på TV 2 stemt igennem urafstemningen.
Tallet er en smule lavere end ved den seneste overenskomstfornyelse i 2023, men højere end de to foregående gange. 314 af de 445 stemmeberettigede deltog i afstemningen, hvilket giver en stemmeprocent på 70.
”Jeg glæder mig naturligvis over resultatet og er også meget tilfreds med den relativt høje ja-procent, som skyldes forhandlernes dygtige arbejde” siger DJ´s forperson Allan Boye Thulstrup.
Også TV 2´s tillidsfolk glæder sig over det klare ja.
”Det skyldes efter al sandsynlighed, at vi denne gang er lykkedes med at hæve både pensionen og genetillæggene væsentligt, og at det samlede overenskomstresultat ligger en del over resten af mediemarkedets” siger hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten.
Den nye overenskomst betyder bl.a. markante lønstigninger og ikke mindst solide løft af genetillæg for arbejde på skæve tidspunkter. I alt er den økonomiske ramme på 7,5 procent over de tre år, overenskomsten løber.
Udover de 77 procent ja-stemmer, var der 20 procent nej-stemmer og tre procent blanke.
