Husk de syv pligter under valgkampen

10-10-2025

Som ansat i kommunen kan du læne dig op ad de syv pligter for etisk rådgivning og bistand til politikerne, hvis du bliver fanget i et dilemma under den kommunale valgkamp.

Kommunikation i kommunalpolitik bør rime på klassiske journalistiske dyder, mener forskningslektor Roger Buch.

Christian Falck Wolff

Julie Ring-Hansen Holt

Som kommunikationsmedarbejder i en kommune gælder det om at holde tungen lige i munden, når det er valgkamp, og man er omgivet af politikere, der gerne vil forrest i køen eller promoveres lidt mere end konkurrenterne.

”Man må ikke give hjælpende hænder til politikerne, andet end hvad der er fagligt og professionelt forsvarligt ud fra forvaltningsloven,” slår Roger Buch, der er forskningslektor i samfundsfag ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fast.

Generelt er der meget forsigtighed i forvaltningerne, når det kommer til at agere etisk, siger Roger Buch, men hvis du er ny i den politiske virkelighed eller er hyret ind som ekstra hjælp under kommunalvalget, kan det være, grænserne stadig er svære for dig at definere.

I det tilfælde kan Kommunernes Landsforenings kodeks for forvaltningens betjening af kommunalpolitikerne måske være en hjælp.

Kodekset bygger på Finansministeriets Kodeks VII fra 2015, der er rettet mod ministerbetjening og indeholder syv pligter med overskrifterne lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet.

Særligt punktet om partipolitisk neutralitet er relevant for kommunikations- og pressemedarbejdere i kommunerne, mener Roger Buch, der også er kommunalekspert i Gravercenteret.

”Nogle gange er det en politiker, der enormt gerne vil frem i lyset og derfor lægger pres på kommunikationsfolkene for at komme det. Men andre gange er det bare en kommunikationsmedarbejder, der er lidt for flink og gerne vil gøre politikeren glad,” siger han om de tilfælde, hvor grænserne bliver overtrådt.

Drop glansbillederne

For at understrege den politiske neutralitet mener kommunaleksperten, at man i kommunerne godt kunne gå videre end kodeks.

”Jeg har prøvet at formulere det, jeg kalder public service-kommunikation som et begreb, der ligger op ad public service-journalistik. I public service-kommunikation gælder principperne om, at man skal holde sig til sandheden, være mangfoldig og give plads til alle politikere, frem for blot borgmestre og udvalgsformænd,” siger Roger Buch.

Det andet, man som kommunikationsansat i kommunen kan støde ind i, er pligt nummer to - at der gælder et sandhedskrav til alle offentligt ansatte.

”Man skal holde sig til sandheden, og det gør man jo ikke ved at promovere en politiker eller male glansbilleder af kommunen,” siger han og understreger, at det ikke bare handler om, at hver enkelt sætning eller den enkelte historie skal være sand.

Det handler om at balancere strømmen af historier, så borgerne får et rimeligt sandt helhedsbillede af en given sag.

”På den måde ender man ovre i en form for kommunikation, som i virkeligheden minder ret meget om journalistik,” siger han.

De tre år og ni måneder er sværest

I virkeligheden er det nok ikke under valgkampen, det er sværest at holde de vandtætte skotter lukket, mener Roger Buch.

”Det er i de tre år og ni måneder imellem kommunalvalgene, man kan blive presset. For alle politikere ved, at de skal passe ekstra meget på lige nu, fordi de politiske modstandere leder efter de mindste fejl,” siger han.

”Derfor er det vigtigt at man som kommunikatør minder sig selv om med jævne mellemrum, at det her ikke er en privat virksomhed, men et demokrati, hvor borgerne har valgt nogle politikere. Der kan det ikke nytte noget, at kommunikationsmedarbejdere giver alt for mange hjælpende hænder til de ledende politikere,” siger han og minder om, at det er en ledelsesopgave at sørge for, at de syv pligter bliver overholdt.
”Direktionen i kommunen har et væsentligt ansvar for, at man har en kommunikationspolitik, hvor man slår nogle grundlæggende principper fast og sikrer en løbende diskussion af dem for at blive mindet om, hvad der er det rigtige at gøre.”

”Det er ikke den enkelte kommunikationsmedarbejdere, der skal tage kampen med en politiker, der vil have urimelig meget hjælp til promovering,” siger Roger Buch.

Kodeks for forvaltningens betjening af politikere

Læs hele KL’s kodeks her.