Guide

Syg i din ferie? Sådan sikrer du dig dine feriedage

18-06-2026

Se, hvad du skal gøre, og hvad du har ret til, hvis du bliver syg før eller under ferien.

Illu. Mikkel Inumineq

Selv om du er så uheldig at blive syg op til din ferie eller under din ferie, er det ikke sikkert du går glip af fridage til at dase i solen. I nogle tilfælde har du nemlig ret til erstatningsferie, men det kræver blandt andet, at du melder dig syg på din første sygedag. 

 

Syg op til ferien – sådan gør du

·       Sygemeld dig på din første sygedag.

·       Du kan vælge at påbegynde din ferie som planlagt, eller du kan vælge at udskyde ferien til et senere tidspunkt.

·       Orienter din arbejdsgiver om, om du afholder eller udskyder din ferie.  

Sygdom under ferien – sådan gør du

·       Sygemeld dig på din første sygedag. Ellers kan du miste retten til erstatningsferie.

·       Få en lægeerklæring hos egen læge eller en lokal læge, hvis du er i udlandet.
Dokumentation for din sygdom er et krav. Husk, at du skal selv betale for lægeerklæringen.

·       Hvis du bliver rask under ferien, kan du enten holde resten af din planlagte ferie eller tage tilbage på arbejde. Husk at give din arbejdsgiver besked.

Hvornår får du erstatningsferie?

Hvis du har været ansat hos din arbejdsgiver i hele ferieåret, kan du få erstatningsferie, når du har haft mere end fem dages sygdom, i forbindelse med ferie.
De første fem sygedage på et ferieår giver ikke erstatningsferie.

Har du ikke været ansat hos din arbejdsgiver hele ferieåret, bliver antallet af dage uden ret til erstatningsferie tilpasset forholdsmæssigt til din ansættelsestid.