Guide

Hvilke regler gælder hvis chefen ændrer på dit job?

11-05-2026

Hvilke rettigheder har du, hvis chefen ændrer på din stilling eller dine ansættelsesvilkår? Bliv klogere på hvilke regler, som gælder.

Er du en af dem, som har oplevet, at din chef ændrer så meget på dit job, at det kan føles som at få et nyt job?

Det er helt normalt, at arbejdsgivere ændrer på indholdet eller vilkårene for et job. Nogle ændringer kan chefen godt foretage, uden du som medarbejder kan modsætte dig.

Men nogle ændringer er ’væsentlige’ ændringer. Hvis dit job bliver ændret ’væsentligt’, skal ændringerne varsles, og du skal acceptere dem som medarbejder.


Hvad er ’væsentlige’ ændringer?

Det vil altid bero på en konkret vurdering. Men det kan fx være hvis:

-          Du mister din status som funktionær

-          Du sættes op eller ned i arbejdstid

-          Du bliver sat til at løse helt andre opgaver end dem, du blev ansat til

-          Du bliver sat ned i løn, dine pensionsvilkår ændrer sig eller dine ferierettigheder med løn ændrer sig. Altså hvis der er tale om ændringer på det økonomiske aspekt

-          Dit arbejdssted flytter så langt væk, at du får væsentligt længere transporttid til og fra arbejde


Hvad gælder ved væsentlige ændringer?

Din arbejdsgiver er forpligtet til at varsle væsentlige ændringer med dit individuelle opsigelsesvarsel. Og ændringerne må først træde i kraft, når varslet er udløbet – medmindre du aftaler andet med din chef, og så skal det være fordi du accepterer ændringerne.

Vil du ikke acceptere ændringerne i stillingen eller i arbejdsvilkårene, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på det. Konsekvensen af, at du ikke accepterer ændringerne er, at du kan betragte dig som opsagt af din arbejdsgiver. Det vil altså betyde, at du skal fratræde din stilling, når dit opsigelsesvarsel er udløbet.


Kontakt DJ inden du svarer din chef

Vi anbefaler, at du kontakter DJ’s juridiske afdeling eller din tillidsrepræsentant inden du siger ja eller nej til ændringerne i din stilling. Vi kan vurdere om ændringerne i din stilling eller vilkår er væsentlige og skal varsles, og vi kan gennemgå de juridiske konsekvenser med dig.

DJ anbefaler at du får en ny kontrakt eller et tillæg til din eksisterende kontrakt, hvis din stilling eller dine ansættelsesvilkår ændrer sig.