Freelancejournalist blev droppet af sin kunde – DJ skaffede hende 15.000 kr.

27-06-2025

Da en kunde sprang fra midtvejs i processen og nægtede at betale, tog freelancejournalist Vibeke C. Larsen fat i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. DJ kørte sagen og endte med at skaffe hende 15.000 kr. fra kunden.

Vibeke C. Larsen

Vibeke C. Larsen.

Jonas Pryner Andersen

Normalt har Vibeke C. Larsen et princip om, at hun meget nødigt tager private kunder – særligt dem, hun kalder ”en mand med en sag”. Men da hun i sommeren 2024 blev ringet op af en mand, hvis datter var kommet i klemme i systemet, lyttede hun alligevel til hans fortælling.

”Hans barnebarn var blevet født for tidligt, og nu var datteren kommet i klemme i det kommunale system. Manden havde derfor hyret en privat socialrådgiver, og han fremstod generelt meget troværdig. Han bad mig hjælpe dem med at komme i medierne og generelt beskrive deres sag på en journalistisk måde. Og jeg sagde ja til at hjælpe dem,” fortæller Vibeke C. Larsen.

Hun laver derfor et tilbud med et detaljeret overslag over tidsforbrug og leveringer, og foreslår en pris på 15.000 kr. Manden melder tilbage, at de har et budget på 20.000 kr., så det lyder som en fin aftale.

240 siders dokumenter

Med styr på aftalen tager Vibeke C. Larsen til Fredericia, hvor datteren bor og taler sagen igennem med dem. Hun vender hjem til Skanderborg med 200 siders dokumenter og 40 siders håndskrevne noter, som hun bruger yderligere tid på at læse igennem. Dernæst laver hun en tidslinje og to udkast til artikler.

”Jeg sender mit foreløbige materiale af sted til dem for at sikre mig, at jeg går i den rigtige retning. For jeg har allerede brugt en del tid på projektet. Det er altså slet ikke et færdigt produkt, men mere en slags midtvejsstatus eller udkast,” siger hun.

Vibeke C. Larsen bliver derpå ringet op af moderen, som siger, at det tilsendte ikke er godt nok, at der er slåfejl, og ting, der er misforstået.

”Jeg fortæller, at det er ganske forventeligt, det er jo ikke et færdigt produkt. Men de melder tilbage, at det er en ”ommer”, og at de ikke kan bruge det til noget. Jeg understreger, at det er et arbejdsdokument og tilbyder, at vi kan mødes og få en yderligere afklaring. Men jeg skriver også, at de jo har mulighed for at afbryde samarbejdet, hvis de ikke synes, jeg er den rette til at gå videre”.

Det vil familien gerne tage imod, og Vibeke C. Larsen sender dem en reduceret regning på 10.000 kr. for den tid, hun allerede har brugt på projektet.

”De vil meget gerne have deres dokumenter og mapper tilbage hurtigst muligt, så vi aftaler, at de kan komme forbi hos mig og hente dem, selv om jeg ikke er hjemme. Jeg lægger bare en nøgle. Jeg vil gerne afslutte det hele på en pæn måde, og ønsker dem også held og lykke. Jeg skriver også, at de er velkomne til at kontakte mig, hvis de ønsker sparring til at kontakte medierne," fortæller hun.

Regningen bliver ikke betalt

Og mapper og dokumenter bliver da også afhentet – men regningen bliver ikke betalt.

”Jeg rykker dem et par gange, men min mavefornemmelse er, at regningen ikke kommer til at blive betalt. Jeg har tidligere været ude for noget lignende, så jeg ved, at jeg nok skal have lidt assistance på den her. Jeg skriver derfor til dem, at jeg må gå videre til DJ, hvis de ikke betaler. Så får jeg ellers en svada fra ham, jeg lavede den oprindelige aftale med. Han er absolut klar til at tage sagen videre – også selv om det bliver dyrere, og han sender mig en mail, hvor han lige får nævnt, at hans 8-årige barnebarn kunne have gjort det bedre, end mig.”

Den meget ubehagelige og konfrontatoriske tone får nu Vibeke C. Larsen til at kontakte Dansk Journalistforbund, som straks går ind i sagen og overtager korrespondancen. Manden fastholder, at det leverede materiale har været dårligt, og at han kun har modtaget en halv side, men vil i øvrigt ikke dokumentere sine påstande. DJ’s advokat Asger Segel vurderer, at der ikke er belæg for kundens påstande, at han skal betale, og tilbyder ham et forlig på 10.000 kr. – altså det reducerede beløb. Det vil han ikke indgå, og derfor stævner DJ ham for det fulde beløb - 15.000 kr.

Vigtigt at være medlem af en fagforening

Men kort inden retssagen skal starte, ringer Asger Segel til kunden en sidste gang, og så ender han med at betale alle 15.000 kr. Altså 5.000 kr. mere, end Vibeke C. Larsen egentlig havde skrevet en regning på i første omgang.

På den måde endte sagen lykkeligt rent økonomisk, men den har givet Vibeke C. Larsen både lidt menneskelige skrammer, men også en bekræftelse i, hvorfor det er vigtigt som freelancer at være medlem af Dansk Journalistforbund.

”Det var hårdt rent mentalt at have udsigt til at skulle møde i retten. Det begyndte at fylde hos mig, og jeg lå og spekulerede om natten. Det var ikke så rart. Asger forberedte mig på, at det handlede om mit faglige jeg, ikke mig som person, og det lettede lidt. Men vi nåede jo så alligevel ikke i retten.”

Hvad betyder det for dig at have en fagforening at kunne ringe til?

”Det betyder rigtig meget. Jeg er jo bare mig selv, og ville ikke have kunnet føre en sag ved retten. 15.000 kr. kan virke som et lille beløb, men jeg følte, at jeg blev taget lige så seriøst i forbundet, som havde det været en meget større sag om mange flere penge. Jeg har haft mange samtaler og korrespondancer med DJ’s advokat og følte mig taget alvorligt. Så jeg betaler mine medlemskroner med glæde,” siger hun.

Bo Therkildsen