DJ vil sikre freelancere betaling når AI bruger medieindhold

12-07-2026

Flere udenlandske mediehuse har allerede indgået aftaler med tech-firmaer om AI-brug af nyhedsindhold. Med et nyt tiltag vil DJ sikre, at freelancere og andre skribenter får en retfærdig del af pengene, hvis danske mediehuse på et tidspunkt indgår lignende aftaler.

Foto: Liv M. Kastrup

AI har på rigtigt mange måder vendt op og ned på, hvordan nyhedstekster bliver til og bliver forbrugt.

AI-firmaer som OpenAI, Anthropic, Google og Microsoft bruger journalistiske tekster til at lave resumeer og lære af. Udenlandske medier som The Guardian, Schibsted og Associated Press har for eksempel allerede indgået aftaler med OpenAI om brug af deres nyhedsindhold.

Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) forventer, at det er et spørgsmål om tid, før det samme sker i Danmark.

For at sikre, at journalister og andre skribenter får løn for deres arbejde og får en retfærdig del af pengene, tager DJ nu kontrollen over forhandlingerne med mediehusene om eksempelvis AI-resumeer og træning af sprogmodeller. Fra dags dato aktiverer DJ det ’eksklusive mandat’ på tekstområdet. Det vil sige, at DJ overtager retten til at forhandle om AI-brug af medlemmernes nyhedstekster.

Forperson Allan Boye Thulstrup siger:

”Jeg har tidligere kaldt AI for verdenshistoriens største tyveri. Det må og skal vi stoppe. Selvfølgelig skal journalister og andre skribenter have løn for det, når AI-tjenester bruger deres tekster til at lave resumeer og lære af. Ved at DJ overtager forhandlingen om medlemmernes tekster sikrer vi, at den enkelte freelancer ikke skal stå alene over for de store mediehuse. I stedet står medlemmerne samlet, gennem DJ. ”

Eksklusivt mandat om nyhedstekster

Hvad betyder beslutningen?
DJ’s medlemmer skal ikke længere selv forhandle om prisen for AI-brug af deres tekster. Den forhandling varetages i stedet centralt af DJ.

Hvem gælder beslutningen?
Beslutningen gælder freelancere og andre DJ-medlemmer i mediehuse, som er ansat uden en DJ-overenskomst.

Hvem gælder det ikke for?
For medlemmer, der er ansat på en DJ-overenskomst, forhandler DJ allerede med arbejdsgiverne om AI-brug af tekster. Beslutningen har heller ingen konsekvenser for dig, hvis du arbejder med kommunikation.

Det eksklusive mandat træder i kraft med det samme, så DJ’s medlemmer ikke risikerer at blive presset af udgivere eller arbejdsgivere til at afgive rettigheder om deres tekster med bagudrettet virkning, inden det eksklusive mandat er aktiveret.

Beslutningen gælder, indtil DJ ikke længere finder det relevant.

Allan Boye Thulstrup hæfter sig ved, at mediehusenes standardkontrakter om ophavsret og videreudnyttelse typisk er udformet, før AI-redskaber som ChatGPT, Claude og Gemini kom til:

”Vi sætter ind på tekstområdet nu, fordi det er tekster, som lige nu har størst værdi til for eksempel at træne sprogmodeller og indgå i AI-tjenester. Men det kan sagtens være, at det senere bliver relevant at se på rettighederne for billeder og grafikker.”

Læs mere om, hvad den nye beslutning betyder her

Læs mere om, hvor DJ også har aktiveret det eksklusive mandat