TV 2 har fået afvist at køre sagen om udlevering af råbånd og andet internt materiale til myndighederne ved Højesteret. Derfor vil tv-stationen nu gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. DJ-forperson Allan Boye Thulstrup bakker TV 2 fuldt op.

Jacob Nielsen
Tidligere på ugen afviste Procesbevillingsnævnet, at TV 2 kan tage sagen om udlevering af råbånd videre fra Landsretten til Danmarks højeste retsinstans, Højesteret. Dermed står den kendelse, som Landsretten kom frem til i oktober ved magt, og TV 2 skal i princippet udlevere råbånd og andet internt materiale, der omhandler advokat Lise Roulund, der optræder på skjulte optagelser i tv-dokumentaren Den Sorte Svane. Det er politiets specialafdeling National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK og Lise Roulunds forsvarer, der har ønsket at få udleveret materialet.
DJ-forperson, Allan Boye Thulstrup bakker TV 2 fuldt op i, at dette er en sag, der bør prøves ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
”At kunne give sin kilder fuld beskyttelse og anonymitet er en grundsten i at bedrive kritisk journalistik. Det vil kunne blive meget svært for journalister frem over at overbevise kilder med vigtig information og viden om at dele den, hvis de ikke kan være sikre på at være fuldstændig anonyme,” siger han.
Derfor bakker Dansk Journalistforbund – Meder & Kommunikation op om TV 2 – både i forhold til at få rejst sagen i Strasbourg og i, at der skal gives såkaldt opsættende virkning, så materialet endnu ikke skal udleveres til myndighederne.
”Det her er så vigtig en sag for den frie presse, at vi selvfølgelig som en organisation, der arbejder for et åbent og oplyst samfund, giver vores fulde støtte. Jeg mener grundlæggende, at en så principiel sag som denne burde have været prøvet i Højesteret, men når det så ikke er muligt, bør den selvfølgelig afprøves ved Menneskerettighedsdomstolen,” siger Allan Boye Thulstrup