Efter en lang og grundig proces kan DJ nu melde ud, hvem der er køber af Journalisternes Hus – Gl. Strand 46. Copenhagen Capital køber for 60 mio. kr. den gamle ejendom med overtagelse 1. september 2025. Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation vil derefter i en periode leje sig ind hos Copenhagen Capital A/S.
DJ’s administration flytter i efteråret 2026 ind i det nybyggede Forbundshuset i Sydhavnen sammen med blandt andre Dansk El-forbund, Malerforbundet og Blik- og Rørarbejderforbundet.
Forperson i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation Allan Boye Thulstrup er tilfreds med salget og processen:
”Vi har i hovedbestyrelsen haft en lang og grundig salgsproces, hvor vi sammen med erhvervsmægleren Nordicals har afsøgt markedet grundigt. Vi er glade for at kunne sælge vores fine gamle hus til en dansk køber, som samtidig var den af adskillige interesserede købere, der bød højest. Nu kan vi begynde at se frem mod flytningen til Forbundshuset, hvor vi glæder os til at byde medlemmer og medarbejdere velkommen om godt et år,” siger han.
