DJ opretter postkasse: Bliver du brugt som gratis kilde af kollegerne?

03-10-2025

DJ vil gerne have et overblik over, hvor mange freelancejournalister, der bliver brugt som gratis kilder i stedet for journalister, og opretter derfor en postkasse til anonyme henvendelser.

Mikkel Inumineq

Julie Ring-Hansen Holt

Kan en freelancejournalist, der har specialiseret sig i et fagområde bruges som ekspertkilde, eller er der tale om en journalistisk ydelse, når journalisten giver en analyse eller udlægger sagen?

Det er spørgsmålet, DJ gerne vil tage op med danske medier i forlængelse af en række henvendelser fra frustrerede freelance-medlemmer, som har oplevet at blive bedt om at levere gratis til DR og TV2.

”Det vil jeg også sige, de gør, fordi de laver research og analyser, som er journalistiske discipliner og journalistisk arbejde,” siger næstforperson i DJ Lise Møller Schilder.

Derfor opretter DJ nu en særlig: nejtilgratis@journalistforbundet.dk, hvor medlemmer kan skrive anonymt ind med deres oplevelser. Hensigten er at få et overblik over problemets omfang, som DJ kan henvende sig til medierne med.

”Og hvis problemet ikke er så stort, burde det være nemt for medierne at rette op på,” siger hun.

Billig løsning

Mange selvstændige har et område, de sætter sig ekstra godt ind i, men de oplever ofte, at de ikke honoreres for det arbejde. Det gør en fastansat til gengæld, når han eller hun laver en analyse i tv som kriminalreporter eller USA-korrespondent. De fastansatte bliver ikke anset som eksperter og bliver ikke bedt om at gå ned i løn, hvis de bruger en del af deres arbejdstid på en analyse, pointerer Lise Møller Schilder.

Til Journalisten har DR tidligere fortalt, at man af princip ikke betaler kilder, men DJ’s næstforperson mener ikke, der er tale om, at freelancerne er kilder.

”I stedet for at have en ansat, der bruger tid på den research – læser bøger, scanner nyhedssites osv. – så ringer man til en freelancer og kalder dem for kilder. Det er meget smart, fordi man sparer en masse penge, men det er ikke en ordentlig måde at drive medie på,” siger hun og understreger, at der allerede findes regler for brug af freelancere.

”I eksempelvis DR’s overenskomst står der, at man skal honoreres, hvis man bliver bedt om at udføre enkeltopgaver som for eksempel research eller specialopgaver. Og der synes jeg, det her falder ind under.”

”Derfor kan jeg ikke se andre grunde, end at det handler om, at medierne vil undgå at betale,” siger Lise Møller Schilder.

”Og det er en nem gruppe at undgå at betale, fordi der er mange om buddet. Hvis der er en, der siger nej, kan du altid finde en anden, for freelancere har været ret pressede de seneste år," siger hun.

Skriv til DJ

Du kan skrive til DJ’s postkasse på nejtilgratis@journalistforbundet.dk.

Du bestemmer selv, om du vil være anonym, og du er velkommen til at sende dine oplevelser ind, uanset hvilket medie det drejer sig om.