Med finanslovsforslaget lægger regeringen op til at ændre journalistuddannelsen på DMJX. De vil give journaliststuderende et halvt år mere på skolebænken og samtidig forkorte praktikken fra 18 til 12 måneder.
Det er et forslag, som DJ-forperson Allan Boye Thulstrup bakker op om.
”Det er et stærkt signal, at regeringen vil investere i mere undervisning til journaliststuderende. Det understreger for mig at se, hvor vigtig en opgave journalister varetager i vores samfund. Truslen fra misinformation er voksende, og med den hastige udvikling inden for AI er journalistfaget samtidig blevet mere teknisk krævende. Jo mere robotterne kan og gør, jo mere er der brug for mennesker til at udtænke og udføre journalistik. Så der er god grund til at opruste på digitale skills og specialiseret viden for kommende journalister.”
En del af regeringens finanslovsforslag er også at forkorte praktikken for de journaliststuderende på DMJX fra 18 til 12 måneder. Noget som giver håb om, at der måske ikke vil være samme mangel på praktikpladser fremover, som der har været de sidste par år.
”Journalistuddannelsen er født som en mesterlæreuddannelse, og den lange praktiktid er en del af fagets dna. RUC og SDU har de seneste 25 år vist, at det er muligt at uddanne meget dygtige journalister med 12 måneders praktik. Men det er klart, at ændringen af journalistuddannelsen giver DMJX et stort ansvar for at sikre, at de nye måneder bliver brugt på undervisning af høj kvalitet. Det kommer vi i DJ selvfølgelig til at følge tæt,” siger Allan Boye Thulstrup.