Inkasso - få hjælp fra DJ til inkasso

Som medlem af DJ er inkassohjælp en del af din ”retshjælpsforsikring”. Det betyder, at forbundet kan hjælpe dig med at inddrive ubetalte fakturaer fra dine kunder.

Det kan både være i situationer, hvor du har leveret en opgave, men ikke har modtaget betaling, eller hvor der efterfølgende er opstået en tvist om størrelsen af dit tilgodehavende.

Dit ansvar og bevisbyrden

For at DJ kan hjælpe dig, skal du selv sørge for dokumentationen. Du skal kunne fremskaffe beviser for kravet og finde en postadresse på skyldner. Derudover skal du sende en kort redegørelse for sagens faktum. Hvis du ikke oplyser sagen tilstrækkeligt, kan vi desværre ikke hjælpe.

Bevisbyrden hviler på dig. Du skal kunne dokumentere, at kunden skylder dig det, du påstår. Derfor er det vigtigt, at du gemmer al relevant dokumentation: korrespondancer, kontrakter eller andre dokumenter, der bekræfter aftalen. Uden beviser risikerer du, at vi ikke kan hjælpe.

En aftale er som udgangspunkt bindende, men en mundtlig aftale kan være svær at bevise. Hvis der ikke findes skriftligt materiale, og sagen derfor står som ”påstand mod påstand”, vil tvivlen komme modparten til gode. I sådanne tilfælde kan vi ikke inddrive dit tilgodehavende.

Det er derfor afgørende, at du altid kan dokumentere, hvad du har aftalt. Det bedste er en kontrakt med underskrifter, men også gemt brevveksling kan være nok. Hvis du indgår en mundtlig aftale, bør du straks efter bekræfte den skriftligt. Det kan gøres på en konstruktiv måde, for eksempel ved at sende en mail:

Kære NN. Tak for samtalen i går. Jeg glæder mig til samarbejdet. For en ordens skyld repeterer jeg lige, hvad vi blev enige om, så der ikke opstår misforståelser …

Herefter skriver du, hvad I har aftalt, hvad prisen er, samt hvornår og hvordan der skal ske betaling.

Før DJ kan tage sagen

Hvis der opstår en tvist om dit tilgodehavende, skal du altid selv forsøge at få pengene ind, før DJ kan overtage sagen. Det betyder, at du skal henvende dig til modparten skriftligt og rykke for den manglende betaling.

Formålet er at udelukke, at der blot er tale om en fejl. Modparten skal have mulighed for at erkende fejlen, undskylde og betale, før konflikten optrappes. På den måde undgår du også at ødelægge et eventuelt fremtidigt samarbejde.

Reagerer modparten ikke på din henvendelse, eller afviser vedkommende at skylde dig noget, bør du sende en ny besked. Her skal du skrive, at hvis du ikke har modtaget dit tilgodehavende senest på en fastsat dato, vil du uden yderligere varsel overgive sagen til DJ med henblik på retslig inkasso.

Hvis sagen skal videreføres

Hvis modparten fortsat hverken betaler eller reagerer, vil DJ gennemgå sagen sammen med dig. Her vurderer vi, om den bør videreføres, og vi taler med dig om bevisernes styrke. Nogle gange kan det være bedre at finde en forligsmæssig løsning end at indbringe sagen for domstolene.

Hvis vi vurderer, at sagen skal gå videre til retten, skal du være forberedt på, at processen kan tage lang tid. Der kan gå op til et år, før den nødvendige skriftveksling er afsluttet, og retten har fundet en ledig dato. Dertil kommer muligheden for anke, som kan forlænge sagen yderligere.

Der er også økonomiske grænser: Sager med en hovedstol under 1.500 kr. føres ikke ved domstolene, og krav under 20.000 kr. kan som hovedregel ikke ankes til Landsretten.

Du skal ikke selv betale sagens omkostninger. Forbundet finansierer alle udgifter i forsøget på at få dine penge hjem. Til gengæld er det et krav, at du medvirker aktivt. Det betyder, at du skal hjælpe med at oplyse sagen både mundtligt og skriftligt, møde i DJ, når vi har brug for dig, og naturligvis møde op i retten, hvis sagen skal behandles der.

Hvis skyldner ikke betaler efter dom eller erkendelse

Hvis en skyldner er dømt eller har erkendt gælden, men stadig ikke betaler, kan DJ hjælpe dig med at inddrive beløbet gennem fogedretten.

Der er dog nogle begrænsninger. DJ deltager som hovedregel ikke i politifremstillinger eller i selve tvangsfuldbyrdelsen af udlæg. Og vi kan ikke hjælpe i sager, hvor skyldner befinder sig i udlandet.

Har du brug for hjælp?

Skriv til nysag, så vender vi hurtigt tilbage til dig.

Penge og forretning

Vil du undgå bøvl med skat og moms? Som medlem kan du få styr på reglerne og sikre, at din forretning står på et solidt økonomisk fundament.

Få styr på moms & skat

Aftaleskabeloner

Stå stærkt i samarbejdet med dine kunder. Med klare og gennemarbejdede aftaler undgår du misforståelser og sikrer dig de bedste vilkår.

Gå til kontrakter og aftaler

På denne side