Du bør først og fremmest danne dig et overblik over, hvilke personoplysninger du behandler og hvorfor.
På den måde finder du ud af, om behandlingen af personoplysningen er omfattet af databeskyttelsesloven og forordningen, eller om behandlingen evt. er undtaget visse bestemmelser.
Som dataansvarlig har du en decideret pligt til at føre fortegnelse over de personoplysninger, du behandler, samt hvordan du behandler de pågældende oplysninger. Fortegnelsen kan derfor være med til at give dig det pågældende overblik over oplysningerne i din virksomhed.
Når du har fået et overblik over oplysningerne, vil du lettere kunne afgøre, hvordan du bør behandle de pågældende oplysninger, og om du fx skal have et samtykke fra personen for at kunne behandle de pågældende oplysninger. Du skal blandt andet tage stilling til:
- Er det nødvendigt at indhente de pågældende oplysninger?
- Skal oplysningerne gemmes og i så fald hvor lang tid?
- Hvordan skal du opbevare oplysningerne?
- Hvornår skal du slette oplysningerne?
Du skal huske, at du som dataansvarlig skal kunne forklare og bevise, hvad du gør og hvorfor i forhold til dine behandlinger. Det er derfor vigtigt, at du har gjort dig dine overvejelser i forhold til at kunne begrunde, hvordan du behandler personoplysninger i din virksomhed.